Skip to main content

Full text of "Den Danske Stjerne"

See other formats


DEW DANSKE 




NOVEMBER 1966 
115. ÅRG. 





DEN dansåe STJERNE 

Organ for JESU KRISTI KIRKE AF SIDSTE DAGES HELLIGE 



Nr. 11 

NOVEMBER 1966 
115. ÅR G. 



Indhold: 

Det Første Præsidentskab og de Tolv Apostle .... 239 

Biografier 241 - 250 

Den danske missions historie Midtersiderne 

Fra missionens præsidentskab 251 

Lederne i den danske mission 252 

Hjælpeforeningen 253 

Kredslærerindernes Budskab 254 

Søndagsskolen 255 

Primary 257 

Præstedømmet 258 

G. U. F 259 

Hold fast ved de anerkendte lærdomme 261 

2. rådgiver til missionspræsidenten kaldet 262 

Ny assistent til missionspræsidenten 262 

Meddelelse fra missionspræsidenten 262 

Personlige nyheder 262 

Forsidebillede: 

Lindenborg slot syd for Aalborg. 



Den danske Stjerne udkommer den 1. i hver måned og abonnementsprisen (ind. porto) er i Danmark 
kr. 13,00 pr. halvår, kr. 25,00 for et helt år, i udlandet $ 3,00 pr. halvår, $ 5,00 for et helt år. I løs- 
salg kr. 2,50 pr. nummer. 

Betaling kan i Danmark ske gennem postgiro 333.38 til 

Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, Priorvej 12, København F. Telefon (01)34 24 55 

Don L. Christensen, missionspraesident, ansvarh. redaktør 
Mary W. Kaiser, redaktør 
Annoncer: Jørgen W. Schmidt 

ORACO-reklame *97 03 35 Tr y k : °- Christensen. Holte 



OG 

DE TOLV APOSTLE 

af Præsident Joseph Fielding Smith 



Da Frelseren indledte sin tjenestegerning, valgte han 
tolv mænd blandt sine disciple og kaldte dem apostle. 
(Luk. 6:13). Der står skrevet, at han »gav dem magt over 
urene ånder, så de kunne uddrive dem og helbrede al slags 
sygdom og svaghed.« (Matt. 10:1). Navnene på disse tolv 
er velkendte for de fleste af os: »Først Simon, kaldet Pe- 
ter, og hans broder Andreas, så Jakob, Zebedæus' søn og 
hans broder Johannes, Filip og Bartolomæus og tolderen 
Mattæus, Jacob, Alfæus' søn, og Lebbæus, Simon Kana- 
næer og Judas Iskariot . . .« (Matt. 10:2 — 4). 

Selv om skriften ikke siger det, er det tydeligt, at Frel- 
seren gav dem apostelskabet med dets nøgler og myndig- 
hed. Senere sagde han til dem: »Sandelig siger jeg Eder, 
hvad I binder på jorden, det skal være bundet i himme- 
len; og hvad I løser på jorden, det skal være løst i him- 
melen«. (Matt. 18:18). Der er nogle, som tror, på grund af 
det som Herren sagde til Peter ved Kæsarea Filippi, at 
denne myndighed til at binde og løse var en gave til Peter 
alene. Men dette er ikke tilfældet, for denne opgave blev 
givet til alle de Tolv. I virkeligheden modtog hver enkelt 
apostelskabets fylde, så at hver af dem, hvis den tid skulle 
komme, kunne tjene som den ældste eller Præsident for 
Kirken efter tur. Kirken i dag er baseret på det samme 
princip. 

Ydermere valgte Herren Peter, Jacob og Johannes og 
satte dem i spidsen for at virke som et Første Præsident- 
skab efter hans bortgang. De blev adskilt fra de andre 
apostle og fik særlig myndighed. Ved adskillige lejligheder 
tog Frelseren disse tre med sig for at virke ved særlige 
opgaver. De var med ham på Forklarelsens Bjerg. Ved 
Peters og Jakobs død var det Johannes, som efter ancien- 
nitet blev den præsiderende embedsmand i Kirken. Sidste 
dages hellige ved, at disse tre udgjorde et præsidentskab; 
alle tre kom til Profeten Joseph Smith og Oliver Cowdery 
og ordinerede dem til apostle. 

Dette Første Præsidentskab, som bestod af Peter, Jakob 
og Johannes, var forløberen for det Første Præsidentskab 
i vore dage. Profeten Joseph Smith holdt to stillinger sam- 
tidig, nemlig som Præsident for Kirken og Præsident for 
det Højere (det melkisedekske) Præstedømme. Alle andre 
Præsidenter for Kirken, som er fulgt efter ham, har også 
disse to stillinger. 

Som Præsident for Kirken præsiderer den præsideren- 
de embedsmand over alle Kirkens medlemmer. Som præ- 
sident for det Højere Præstedømme præsiderer han over 
hele Kirkens præstedømme og har myndighed til at styre 
det; thi han holder dette præstedømmes nøgler. 



Gennem åbenbaring har Kirkens Præsident fået rådgive- 
re. I Lære og Pagter, afsnit 107, vers 78 til 80, læser vi: 
»Atter, sandelig siger jeg jer: Når biskoppernes og dom- 
mernes kendelser i Kirkens vigtigste sager og vanskeligste 
stridsspørgsmål ikke er tilfredsstillende, så kan disse brin- 
ges op for kirkens råd og forelægges det højere præste- 
dømmes præsidentskab. 

Og præsidentskabet for det højere præstedømme skal 
kunne tilkalde andre højpræster i et antal af tolv for at 
tjene som rådgivere. Og således skal præsidentskabet over 
det højere præstedømme og rådgiverne have magt til at 
afgøre sagen efter vidneudsagnene og kirkens love. 

Og efter denne afgørelse skal det ikke mere ihukommes 
for Herren; thi dette er Guds kirkes højeste råd og endelige 
afgørelse i tvivlsspørgsmål i åndelige sager.« 

». . . der findes aldrig mere end én på samme tid på jor- 
den, som har fået denne myndighed og dette præstedøm- 
mes nøgler,« (L. & P. 132:7), og Præsident David O. McKay 
holder disse nøgler i dag. 

Den øverste styrende magt i Kirken er overdraget Præsi- 
denten og hans rådgivere. Det Første Præsidentskab præ- 
siderer over alle råd, alle kvorummer og alle organisatio- 
ner i Kirken, med den øverste kaldende og udnævnende 
magt. Denne magt til at kalde, udnævne og præsidere kan 
af det Første Præsidentskab overdrages til andre, som de 
kan vælge, og som folket opretholder til at repræsentere 
Præsidentskabet ved ledelsen af Kirken. Det Første Præsi- 
dentskab er Guds levende orakler og de øverste dommere 
og fortolkere af Kirkens lov. De overvåger arbejdet i hele 
Kirken i alle sager om sædvane, organisation og admini- 
stration. Ingen del af arbejdet i Kirken ligger uden for 
deres myndighed. 

Ordet apostel betyder »en, der er sendt ud«. Det er det 
navn, vor Herre gav de tolv, som han valgte til at være 
sine ledsagere under sin gerning her på jorden og som 
han sendte ud til at repræsentere sig, efter at han var faret 
op til himmelen. 

I henhold til Paulus' lærdomme var det hensigten, at 
når der opstod ledige pladser i de Tolvs Råd, skulle disse 
ledige pladser fyldes ud, for han erklærede til de hellige 
i Efesus på den tid, da de drøftede Kirkens enhed: 

»Og han gav os nogle som apostle, andre som profeter, 
andre som evangelister, andre som hyrder og lærere 

for at gøre de hellige fuldt beredt til deres tjenesteger- 
ning, at opbygge Kristi legeme, 

indtil vi alle når frem til at være ét i troen på og erken- 
delsen af Guds Søn, til mands modenhed og det mål af 
vækst, da vi kan rumme Kristi fylde.« (Ejes. A:ll — 13). 



239 



Vi ved, at efter Judas' fald samledes disciplene, og ved 
Herrens inspiration valgte de Matthias til at udfylde den 
ledige plads. Vi ved også, at det var kun kort tid efter 
Herrens død, at Jakob, en af de tre præsiderende apostle, 
blev dræbt. At Paulus blev kaldet som apostel er tydeligt 
ud fra mange af hans breve, og Barnabas blev også kaldet. 
Vi ser, at Jakob, som skrev brevet, og Judas også blev 
apostle. 

I vore dage er mænd, efter Herrens befaling, blevet valgt 
til at udføre de Tolvs arbejde, hver gang der er opstået le- 
dige pladser. I Mormons Bog læser vi, at dette var sædvane 
blandt nephiterne. Det har aldrig været meningen, at der 
skulle være mere end tolv mænd kaldet til dette kvorum 
af apostle, når ledige pladser opstod. 

En af de første antydninger af, at der skulle udvælges 
tolv apostle i denne uddeling, findes i åbenbaringen, givet 
i Fayette, New York, i juni 1829, hvor de tre vidner blev 
udvalgt til at udsøge de Tolv, seks år før de Tolv blev 
kaldet. (L. & P. 18). De brødre, der blev valgt til denne 
vigtige kaldelse, var mænd, som havde bevist deres troskab 
i Zions Lejr. Den 14. februar 1835 kaldte Profeten en for- 
samling af brødre, som var rejst til Missouri i Zions Lejr, 
sammen. Han udtalte, at formålet med mødet var at vælge 
mænd til vigtige stillinger i gerningen. Han havde af Her- 
ren fået befaling om at kalde retskafne og trofaste mænd; 
blandt disse ville være tolv, der skulle ordineres som 
apostle i Kirken. I henhold til åbenbaringen skulle disse 
mænd vælges af de tre vidner til Mormons Bog. Efter den 
sædvanlige åbningsprocedure blev de tre vidner velsignet 
ved håndspålæggelse af det Første Præsidentskab, så de 
kunne få inspiration til at foretage udvælgelsen. 

Efter udvælgelsen fik de valgte en opgave. Den 12. marts 
1835 mødtes de nye apostle i et råd og bønfaldt det Før- 
ste Præsidentskab om at søge en åbenbaring til dem, som 
kunne vejlede dem i deres arbejde. Svaret på deres bøn — 
den store åbenbaring om præstedømmet — kom den 28. 
marts 1835. Det er vanskeligt at tro, at noget menneske 
kan læse dette inspirerende dokument og ikke blive absolut 
overbevist om Profeten Joseph Smiths profetiske magt. 

Denne åbenbaring gjorde det klart, at i tilfælde af op- 
løsning eller ødelæggelse af Kirkens Første Præsidentskab, 
skulle de Tolv efterfølge præsidentskabet og handle som 
sådant, indtil Herren åbenbarer, at det Første Præsident- 
skab igen skal organiseres. Og når som helst det Første 
Præsidentskab skulle blive opløst, vil det påhvile de Tolv 
Apostles Båd at ordne og styre Kirkens sager. 

»Og de (de Tolv) danner et kvorum, der har samme myn- 
dighed og magt som de tre før omtalte præsidenter. 

De halvfjerds er også kaldet til at prædike evangeliet og 
være særlige vidner for ikke-jøderne og for hele verden. 



Og heri adskiller de sig i deres kalds pligter fra andre 
embedsmænd i kirken. 

Og de danner et kvorum, der har samme myndighed og 
magt som de omtalte tolv særlige vidner eller apostle.« 
(I. & P. 107:24—26). 

Det vil sige, at hvis det Første Præsidentskab bliver op- 
løst, bliver de Tolv Apostle Kirkens præsiderende kvorum, 
indtil Præsidentskabet igen bliver organiseret, og i den 
tid er de i virkeligheden Kirkens Præsidentskab ■ — det 
præsiderende kvorum. Hvis på en eller anden måde begge 
disse kvorummer skulle blive tilintetgjort, ville det påhvile 
de Halvfjerds at ordne Kirken, og de ville blive det præsi- 
derende kvorum. 

Jeg tror det skal siges, at Apostlene ikke kan have sam- 
me myndighed som Præsidentskabet, hvis det Første Præ- 
sidentskab er fuldstændigt og retmæssigt organiseret. Der 
kan ikke være to overhoveder — eller tre overhoveder ■ — 
med lige stor myndighed på samme tid, for noget sådant 
ville føre til forvirring. 

Apostlene er rejsende rådgivere eller særlige vidner, som 
drager ud i hele verden for at forkynde. De er et rejsende 
præsiderende højråd og skal ordinere alle andre embeds- 
mænd i Kirken, og Herren sagde, at de skulle »vogte hans 
får«. De holder myndighedsnøglerne i hele verden. 

De er særlige vidner for Jesus Kristus. Det er deres ret 
at kende sandheden og at have et varigt vidnesbyrd. Dette 
er en krævende pligt, der påhviler dem, at vide at Jesus 
Kristus virkelig er Guds Enbårne Søn, verdens Forløser, og 
Frelser for alle dem, som vil tilstå deres synder, omvende 
sig og holde hans befalinger. 

Det spørgsmål opstår ofte: »Er det nødvendigt for et 
medlem af de Tolvs Båd at se Frelseren for at kunne blive 
en apostel?« Det er deres privilegium at se ham, hvis an- 
ledningen kræver det, men Herren har lært os, at der fin- 
des et stærkere vidnesbyrd end at se en person, ja selv at 
se Guds Søn i et syn. Jeg ville ønske, at vi kunne gøre 
dette klart for Kirkens medlemmer. Påvirkninger på sjælen, 
som kommer fra den Helligånd, er langt mere betydnings- 
fulde end et syn. Når Ånden taler til ånd, er påvirkningen 
på sjælen langt vanskeligere at viske ud. Ethvert medlem 
af Kirken skulle have den påvirkning, at Jesus er Guds 
Søn, uudsletteligt afbildet på sin sjæl gennem den Hellig- 
ånds vidnesbyrd. 

Det er det Første Præsidentskabs og de Tolvs Båds kal- 
delse at blive vejledet af Frelseren og den Helligånd ved 
ledelsen af denne Kirke og dens medlemmer. Deres arbejde 
i vor Frelsers tjeneste er en inspiration til hele menneske- 
heden. Herren har velsignet os med udvalgte og tapre 
ledere. 



* 



240 



DAVID O. McKAY 



Præsident David O. McKay er født i 
Huntsville, Utah, den 8. september 1873 
og har set Kirken vokse bogstaveligt 
til den verdensomspændende organisa- 
tion, som det var blevet profeteret, den 
ville blive. 

Under hans præsidentskab, som be- 
gyndte den 9. april 1951, er stavene 
blevet udstrakt til Europa, Latinameri- 
ka, Australien og øerne på havet. Han 
har fremsagt indvielsesbønnen for fem 
templer: Schweiz, Los Angeles, New 
Zealand, London og Oakland. Kirkens 
uddannelsesprogram er blevet udstrakt 
til fjerntliggende egne. Der er næppe et 
område, hvor Kirken ikke har vist en 
fænomenal udvikling, medens Præsi- 
dent McKay har stået i spidsen for den. 
Han har også rejst længere omkring 
end nogen anden Profet i den genopret- 
tede Kirkes historie, idet han har be- 
søgt stave og missioner over hele ver- 
den. 

»Jeg var i min ungdom klar over, at 
det dyrebareste et menneske kunne op- 
nå i dette Hv, var et vidnesbyrd om 
dette værks guddommelighed. Jeg 
hungrede efter det. Jeg følte, at hvis 
jeg kunne få det, ville alt andet virkelig 
synes ubetydeligt«, har han udtalt. 




Som ung missionær i Skotland før 
århundredskiftet lærte han skuffelse at 
kende, da han blev klar over, at mange 
vidunderlige folk i hans faders land 
ikke lyttede til evangeliets budskab. Så 
en dag så han en ufuldendt bygning 
med et motto hugget ind i muren over 
en port: »Hvad du end er, så gør dit 
arbejde godt«. Han sagde senere, at 
dette var vendepunktet i hans mission. 

Efter at have fuldført sin mission, 
blev David O. McKay viet til sin ung- 



domselskede fra studenterdagene, Em- 
ma Ray Riggs, i Salt Lake Templet den 
2. januar 1901. De har fået syv børn, 
hvoraf et døde som lille. 

David O. McKays arbejde i Kirken 
har været mangfoldigt. Han var rektor 
ved Weber Akademiet i Ogden, da han 
blev kaldet til de Tolvs Råd i april 
1906. Et halvt år senere blev han med- 
lem af Generalbestyrelsen for Søndags- 
skolerne og virkede her i mange år, 
fra 1918 som formand, indtil han blev 
kaldet som rådgiver til Præsident He- 
ber J. Grant i det Første Præsidentskab 
i oktober 1934. Som medlem af de 
Tolvs Råd besøgte han mange af Kir- 
kens stave og missioner, og i april 1951 
blev han Kirkens Præsident. 

Præsident McKay er en stor lærer. 
En ældste, som fornylig blev kaldet til 
at præsidere over missionen i Rrasilien, 
sagde om sin kaldelse: »Det er en stor 
ære«. Profeten så med sine venlige, 
men gennemtrængende, øjne ind i hans 
sjæl og svarede: »Nej, ikke en stor ære. 
Det er en stor tillidspost.« 

Præsident David O. McKay har altid 
husket på den store tillidspost han har 
fået — både overfor Herren og overfor 
de hellige. 



Hugh B. Brown 



Hugh B. Brown, første rådgiver i det 
Første Præsidentskab, ligner Mormon, 
Moroni og andre militærpersoner, som 
også var profeter fra Mormons Bog. 

I 1910 hjalp Præsident Brown med 
til at organisere militsen i Cardston, 
Alberta, Canada, og fire år senere, ved 
Første Verdenskrigs udbrud, blev den- 
ne kavallerienhed kaldt til den canadi- 
ske hær med ham som officer, og da 
krigen endte, blev han sendt hjem med 
rang af major. Han havde arbejdet 
sammen med sine mænd og givet dem 
råd, og under Anden Verdenskrig, da 
han var forbindelsesofficer for hele 
Kirken, gav han deres sønner og sønne- 
sønner råd. Efter Anden Verdenskrig 
virkede han på Brigham Young Uni- 
versitetet som instruktør i religion og 
som veteran-koordinator. 

Ældste Brown er født den 24. okto- 
ber 1883 i Salt Lake City, Utah, og me- 
dens han endnu var ung, flyttede de til 



det sydlige Alberta, hvor han bogstave- 
ligt voksede op sammen med landet 
ved at arbejde på gårde og rancher og 
ved bygningen af kanaler og jernbaner. 
I 1904 blev han kaldet på mission til 
Storbritannien, det sted, hvor han mere 
end tre årtier senere skulle vende til- 
bage for to gange at præsidere over 
den Britiske Mission. 

I 1908 blev han i Salt Lake Templet 
viet til Zina Y. Card, et barnebarn af 
Brigham Young, og de vendte efter 
brylluppet tilbage til Alberta. De har 
otte børn. I 1912 kam han igen til Salt 
Lake City for at studere jura og fuld- 
endte dette studium ved universitetet i 
Alberta. Han har virket som rådgiver i 
biskoprådet i Cardston og som høj- 
rådsmedlem i Alberta Stav. Da han var 
38 år, blev han opretholdt som præsi- 
dent for den nylig oprettede Lethbridge 
Stav. 

Familien Brown flyttede til Salt Lake 




241 



City i 1927, hvor han sluttede sig til 
sagførerfirmaet Clark (J. Reuben, Jr.), 
Richards (Preston D.) og Bowen (Al- 
bert E.). Efter i kort tid at have virket 
som 2. rådgiver i Granite Stavspræsi- 
dentskabet, blev han opretholdt som 
stavspræsident i 1938. 



Ved oktober-Generalkonferencen i 
1953 blev han kaldet som assistent til 
de Tolvs Råd. På det tidspunkt havde 
han sagførerforretning i Canada, men 
han lukkede sin forretning for at give 
hele sin tid og alle sine talenter til Kir- 
ken. Han blev opretholdt som medlem 



af de Tolvs Råd ved Generalkonferen- 
cen i april 1958, og den 21. juni 1961 
blev han beskikket som rådgiver i det 
Første Præsidentskab, og som første 
rådgiver ved Generalkonferencen i ok- 
tober 1963. 



N. Eldon Tanner 



Præsident N. Eldon Tanner, anden 
rådgiver i det Første Præsidentskab, 
kommer fra de sidste dages helliges 
kolonier midt i hvedelandet Alberta. 
Hans forældre tog på bryllupsrejse til 
Canada i en prærievogn, men måtte 
sælge deres heste for fødevarer. Hans 
moder vendte tilbage til Salt Lake City 
for en kort tid for at føde sit første 
barn, Nathan Eldon, den 9. maj 1898. 

Eldon voksede op på landet og lærte 
at elske Guds skabninger, især sine 
medmennesker. Der var meget ringe 
mulighed for uddannelse, så efter at 
han havde gået i underskolen, blev det 
arrangeret, at Provins-undervisnings- 
departementet udarbejdede lektiemate- 
riale, som han og andre elever så stu- 
derede pr. korrespondance. Trods den 
mangelfulde skolegang endte Præsident 
Tanner som en kendt læge i Salt Lake 
området. 

Præsident Tanner blev den 20. de- 
cember 1919 viet til Sara Isabelle Mer- 
rill. De har fem døtre. 

Medens han virkede som rådgiver i 
biskoprådet og som rådgiver for diako- 
nernes kvorum i Cardston 1. Ward, gik 
han omkring til hjemmene for at finde 
ud af, hvorfor nogle af drengene var 
uaktive. Overalls var alt, hvad drenge- 
ne havde at tage på. Han opmuntrede 
drengene til at komme i det de havde, 





og han selv deltog i møderne i overalls. 
Det blev et 100% aktivt diakon-kvo- 
rum. Senere blev han biskop i samme 
ward. 

Han blev indvalgt i Albertas lovgi- 
vende forsamling og blev dens ordfører. 
Han blev valgt som medlem af provins- 
kabinettet og var overhoved for depar- 
tementet for landvæsen og minedrift. 



Medens han boede i Edmonton var han 
også præsident for Edmonton Gren i 
Kirken. 

Der var store muligheder i den vok- 
sende olieindustri. Han fik tilbudt at 
blive præsident for det store canadiske 
olielednings-selskab, som strakte sig fra 
Alberta til Quebec, men i begyndelsen 
afslog han det, fordi det betød, at han 
så ikke længere kunne virke som præsi- 
dent for Calgary Staven. Selskabets 
kontorer flyttede så til Alberta, hvor 
han kunne virke som den udøvende 
myndighed. 

Præsident Tanner blev kaldet som 
assistent til de Tolvs Råd ved General- 
konferencen i oktober 1960 og kort ef- 
ter blev han kaldet til at præsidere 
over den Vesteuropæiske Mission. Ved 
oktober-konferencen 1962 blev han op- 
retholdt som medlem af de Tolvs Råd, 
og den følgende oktober blev han valgt 
som 2. rådgiver til Præsident MCKay, 
efter kun at have været medlem af de 
Tolvs Råd i et år, kortere tid end nogen 
anden, der er kaldet i denne uddeling. 

Som vejleder i sit personlige liv har 
Præsident Tanner følgende ord: »Der 
er intet større i denne verden end at 
være i stand til at kalde på Herren og 
vide, at han besvarer vore bønner, og 
at han har givet os livets og frelsens 
plan.« 



Joseph Fielding Smith 



Da Joseph Fielding Smith var 20 år 
gammel, i 1896, fik han en patriarkalsk 
velsignelse af Kirkens patriark, John 
Smith. Denne hellige velsignelse sagde 
blandt andet: 

»Det er dit privilegium at leve til en 
høj alder, og det er Herrens vilje, at du 
skal blive en mægtig mand i Israel. 
Derfor siger jeg til dig, tænk ofte på 
fortiden, nutiden og fremtiden. Hvis 
du vinder visdom gennem fortidens er- 



faring, skal du blive klar over, at Her- 
rens hånd har været og er over dig for 
det gode, og at dit liv er blevet bevaret 
i en viis hensigt. . . Det skal blive din 
pligt at sidde i råd med brødrene og at 
præsidere blandt folket. Det skal også 
være din pligt at rejse meget hjemme 
og ude, til lands og til vands, under dit 
arbejde i gerningen. . . Herrens ånd 
skal lede dit sind og give dig de ord og 
den følelse, at du skal gøre de ondes 



visdom til skamme og tilintetgøre de 
uretfærdiges råd.« 

Skønt denne velsignelse blev givet, 
da Præsident Smith kun var tyve år, 
med sin missionærgerning og sine an- 
svarsfulde stillinger endnu foran sig, 
kan man ved at se tilbage se, at for- 
jættelserne er gået bogstaveligt i opfyl- 
delse. 

Joseph Fielding Smith er født den 
19. juli 1876 i et pionerhjem i Salt 



242 




Lake City som søn af Præsident Joseph 
F. Smith, Kirkens sjette Præsident, og 
Juliana Lambson. Hans bedstefader var 
Hyrum Smith, Joseph Smiths broder, 
som blev myrdet sammen med ham i 
Carthage Fængsel. 

Joseph Fieldings barndom og ung- 
dom blev tilbragt på familiens gård, 
hvor han lærte at føle stor kærlighed 
til dyrene og naturen. Som en dybt- 
tænkende søger af sandhed og visdom 
tilbragte han mange timer med at 
diskutere Kirkens skrifter og lærdom- 
me med sin fader. 

I 1899 blev han kaldet til den Briti- 
ske Mission, og to år senere tog han 
imod en stilling i Kirkens historieskri- 
vers kontor. I de næste ti år havde han 
mange stilinger i Kirken, blandt andet 
som hjemmemissionær, medlem af 
M.I.A.s stavsbestyrelse og senere af 
M.I.A.s Generalbestyrelse, præsident for 



Halvfjerdsernes kvorum, medlem af 
højrådet etc, og mange af disse stillin- 
ger havde han samtidig. 

Ved Generalkonferencen i april 1910 
blev han opretholdt som medlem af de 
Tolvs Råd, og 41 år senere, i april 1951, 
blev han præsident for dette råd. I ok- 
tober 1965 blev han også udnævnt til 
rådgiver i det Første Præsidentskab, og 
han er den eneste mand i denne udde- 
ling, som har virket samtidig i disse to 
stillinger. Det ville fylde mange sider 
at nævne alt, hvad Præsident Joseph 
Fielding Smith har udført i sit lange 
liv, men vi nævner følgende: Kirkens 
historieskriver siden 1921, præsident 
for Salt Lake Templet, redaktør og 
senere præsident for Genealogical So- 
ciety of Utah, forfatter til utallige ar- 
tikler og bøger, medlem af bestyrelsen 
for mange forretningsforetagender etc. 



Thorpe B. Isaacson 




Præsident Thorpe B. Isaacson, råd- 
giver i det Første Præsidentskab, er en 
mand, som har haft held med sig på 
mange områder — som pædagog, som 
forretningsmand, i offentlige stillinger 
og som kirkeleder. 

Præsident Isaacson er født den 6. 
september 1898 i Ephraim, et fredeligt 
lille landsbysamfund i det centrale 



Utah. Gennem sine forældre, Martin og 
Mary Beal Isaacson, nedstammer han 
fra pionererne. Evangeliets lys blev 
modtaget af hans bedsteforældre, 
Isaacson's i Danmark og Beals i Eng- 
land. I sin skoletid var han bl. a. dyg- 
tig til gymnastik. Han fik sin uddan- 
nelse på Snow Academy, Brigham 
Young University, Utah Agricultural 
College (nu Utah State University) og 
University of California i Berkeley. 

Som ung mand var han lærer og 
skoleleder i det nordlige Utah, og her 
mødte han Lulu Maugham Jones, til 
hvem han blev viet i Salt Lake Templet 
den 16. juni 1920. Samtidig med at han 
studerede i Logan og Ephraim under- 
viste og inspirerede han sine elever 
med lektier, ikke alene fra forelæs- 
ningsbøger, men også gennem konkur- 
rencesport. Han førte ved mange lej- 
ligheder vinderhold frem ved tourneer 
til forskellige stater. 

Efter at have forladt sin stilling som 
lærer flyttede han med sin familie til 
Salt Lake City, hvor han gik ind i livs- 
forsikringsbranchen, hvor han i løbet 
af få år af sit selskab blev valgt som 
den dygtigste livsforsikringsmand i 
Amerika, og hans navn er indgraveret 
i selskabets hovedkontor i Fort Mayne, 
Indiana. 

Medens Præsident Isaacson virkede 
som første rådgiver i Yale Ward Bi- 



skoprådet i Salt Lake City, blev han 
kaldet som anden rådgiver til den Præ- 
siderende Biskop, LeGrand Richards, 
i december 1946. Han tjente som første 
rådgiver til den Præsiderende Biskop 
Joseph L. Wirthlin fra april 1952, og i 
oktober 1961 blev han opretholdt som 
assistent til de Tolvs Råd, og den 29. 
oktober 1965 kom kaldet til at blive 
rådgiver i det Første Præsidentskab. 

Præsident Isaacsons borgerlige og 
kirkelige arbejde spænder over mange 
forskellige interesser. Han er formand 
for Kirkens komité for historiske ste- 
der, og medlem af komiteen for Tem- 
pelpladsen, vicepræsident for bestyrel- 
sen for Brigham Young University og 
for Kirkens bestyrelse for uddannelse 
og har mange andre hverv. 

Han har også utrætteligt påtaget sig 
mange opgaver for regeringen og har 
bl. a. inspiceret hjælpeforanstaltninger- 
ne i Det nære Østen og andre lande. 

Gennem årene har Præsident Isaac- 
son, når han har besøgt stavskonferen- 
cer, først som medlem af det Præside- 
rende Biskopråd og derefter som assi- 
stent til de Tolvs Råd, kraftigt og magt- 
fuldt belært om, hvorledes man skal 
organisere arbejdet i alle Herrens ud- 
valgte vingårde, »så åget både for le- 
derne og medlemmerne kan blive let, 
byrderne lette og kaldelserne og ud- 
vælgelserne sikre.« 



243 



Harold B. Lee 



»Jeg kom til en nat for nogle år si- 
den, da jeg i min seng blev klar over, 
at før jeg kunne blive værdig til den 
høje stilling, hvortil jeg var blevet kal- 
det, måtte jeg elske og tilgive hver ene- 
ste sjæl, som vandrer på jorden, og den 
gang lærte jeg en fred og ledetråd, en 
trøst og en inspiration at kende, som 
fortalte mig om kommende ting og gav 
mig indtryk, som jeg vidste kom fra en 
guddommelig kilde.« 

På denne måde beskriver Harold B. 
Lee en af de ydmyge åndelige oplevel- 
ser, som har hjulpet ham til at blive, 
hvad en af hans medapostle har kaldt 
»en magtfuld mand i det moderne Is- 
rael«. 

Nøglen til ældste Lees karakter lig- 
ger i hans ydmyghed for Gud og hans 
frygtløshed overfor mennesker. Mange 
gange har hans medarbejdere undret 
sig over omfanget af hans syn, dybden 
af hans forståelse, hans overnaturlige 
evne til at komme direkte til sandhe- 
den. 

Harold B. Lee er født den 28. marts 
1899 i Clifton, Idaho. Han og hans sø- 
skende voksede op på familiens farm, 
»hvor vi«, sam han senere fortalte Kir- 




kens ungdom, »begyndte at udføre 'det 
huslige arbejde' kort efter daggry, så vi 
kunne 'starte' dagens arbejde ved sol- 
opgang. Når dagens arbejde var til 
ende, måtte vi udføre vort aftenlige 
'husarbejde', som regel ved hjælp af en 
lygte.« 

Som ung var han aktiv i diskussio- 
ner, i basketball og i musik. Efter at 
have gået i skole i Idaho, underviste 



han i en skole med kun ét lokale om- 
kring 25 elever og 28 klasser om dagen. 
Han var skoleleder i Oxford, Idaho, da 
han fik en kaldelse til missionen i de 
vestlige stater i 1920. Efter at være ble- 
vet afløst og have studeret på Univer- 
sity of Utah, blev han leder for Granite- 
Skoledistrikt, og derefter direktør for 
Foundation-trykkeriet. 

Samtidig med alt dette havde han 
tjent trofast i Kirken, og i 1930 blev 
han kaldet som præsident for Pioneer 
Staven. Under hans ledelse var dette i 
sandhed en pionerstav, idet den ind- 
førte et velfærdsprogram, som blev et 
mønsterprogram for hele Kirken, og i 
1937 bad det Første Præsidentskab ham 
om at blive direktør for hele Kirkens 
velfærdsprogram. Denne stilling havde 
han, da han i 1941 blev kaldet til de 
Tolvs Råd. Som apostel har han lige 
fra begyndelsen vist evne og styrke som 
en stor leder, altid med en tung byrde 
af ansvar. 

I 1923 ægtede han Fern Lucinda 
Tanner, og de fik to døtre. Hun døde i 
1962, og i 1963 ægtede han Freda Joan 
Jensen. 



Spencer W. Kimball 




Da Spencer W. Kimball var en ung 
mand, sagde hans fader engang til en 
nabo: »Broder, den Spencer er en usæd- 
vanlig dreng. Han prøver altid at læg- 
ge mærke til mig, lige meget hvad jeg 
beder ham om at gøre. Jeg har viet 
ham til at blive et af Herrens talerør — 
om Herren vil. Du vil en dag se ham 
som en stor leder. Jeg har indviet ham 
til Guds tjeneste, og han vil blive en 
mægtig mand i Kirken.« 

Denne faders profeti var ikke tomt 
pral, for selv som barn viste Spencer 
Kimball stor tro og karakterstyrke. En 
rig arv var hans fødselsret: hans bed- 
stefader på fædrene side var Heber C. 
Kimball, apostel, profet, missionær og 
rådgiver til Brigham Young. Edwin 
Woolley, hans bedstefader på mødrene 
side, tjente i 40 år som biskop i Salt 
Lake City. 



244 



Spencer Woolley Kimball er født den 
28. marts 1895 i Salt Lake City. I 1898 
blev hans fader af det Første Præsi- 
dentskab kaldet som præsident for St. 
Joseph Stav i Arizona. 

I skolen var han dygtig både til de 
boglige fag og til sport. Efter en mis- 
sion til Centralstaterne, hvor han var 
præsident for Missouri-distriktet, stu- 
derede han på University of Arizona. I 
1917 ægtede han Camilla Eyring, og de 
har fire børn. 

Som forretningsmand i Arizona — 
først ved bankvæsenet og derefter som 
enedirektør for et forsikringsselskab — 
havde Spencer Kimball mange ansvars- 
fulde stillinger i samfundslivet og i 
forretningsverdenen, herunder indenfor 
spejdervæsenet, handelskammeret og i 
Rotary. 



Men for Spencer W. Kimball er Her- 
rens værk altid kommet først. Som 22- 
årig var han stavssekretær i St. Joseph 
Stav; seks år senere blev han rådgiver 
i stavspræsidentskabet. I 1938 blev han 
kaldet som den første præsident for 
den nyligt oprettede Mt. Graham Stav. 
Og den 8. juli 1943 kom så kaldet til 
at tjene som medlem af de Tolvs Råd. 

I sin første tale ved en Generalkon- 
ference fortalte han, at akkurat ligesom 
Jakob kæmpede hele natten »lige til 
dagen brød frem« for at få en velsig- 
nelse, gjorde han det samme i 85 næt- 
ter, »bad til Herren om at hjælpe mig 
og styrke mig og gøre mig skikket til 
det store ansvar, som jeg har fået.« 

At Herren har styrket ham gennem 
hele hans liv, trods en række sorger, 
som kunne få mindre stærke mænd til 



at bryde sammen, har været et vidnes- 
byrd, såvel for ham som for alle, der 
kender ham. Da han var syv år, var 
han lige ved at drukne. Da han var ti 
år, led han af en ansigtslammelse. Da 
han var 11 år, døde hans moder. Som 
12-årig fik han tyfus. Da han blev vok- 
sen, fik han et alvorligt hjerteanfald, 
og i 1957 undergik han en operation 
for en alvorlig strubelidelse, og læger- 
ne måtte fjerne hans ene stemmebånd 
og en del af det andet. Tvunget til at 
genoptræne sin taleevne, taler han i dag 
med en dyb, langsom stemme. Men ved 
. at overvinde alle disse handicaps har 
han fundet en dyb og varig tro på sin 
Himmelske Faders magt og hensigter. 



Ezra Taft Benson 



Scenen var Commodore Hotel i New 
York City, hvor den nyligt valgte Præ- 
sident skulle mødes med sit nye mini- 
sterium. Få øjeblikke før mødet anty- 
dede den nye landbrugsminister, Ezra 
Taft Benson, at det ville være passende 
at begynde med bøn. General Dwight 
D. Eisenhower svarede ikke straks, men 
efter at have indledt mødet bad han 
minister Benson om at åbne med bøn. 

Den overraskede minister Benson var 
velforberedt til denne usædvanlige op- 
gave; spontan bøn var en indgroet va- 
ne. Med en blanding af ydmyghed og 
tillid bad han en brændende bøn, tak- 
kede Gud for friheden, for Forfatnin- 
gen, for landets gavmildhed. Derefter 
bad han om guddommelig vejledning, 
om evnen til at kunne skelne, og om 
enighed og opofrelse for folkets vel- 
færd. 

At Ezra Taft Benson kom med et så- 
dant forslag til General Eisenhower og 
derefter beredte sig til at holde en im- 
proviseret bøn, kom ikke som nogen 
overraskelse for hans venner og med- 
arbejdere, for ældste Bensons religion 
er altid kommet først i hans liv; han 
har aldrig ladet nogen stilling eller 
æresbevisning kollidere med sine kir- 
kelige aktiviteter, sine standarder, eller 
sin religiøse levemåde. 



Han er født den 4. august 1899 på 
en farm i nærheden af Whitney, Idaho. 
Han var den ældste af elleve børn, og 
da han var fjorten år, måtte han, da 
hans fader blev kaldet på en mission, 
sammen med sine brødre påtage sig 
driften af farmen. Senere gik han på 
Utah State Agricultural College, Bri- 
gham Young University (hvorfra han 
tog embedseksamen) og Iowa State 
University (hvor han tog sin magister- 
grad). Han udførte også en mission til 
de Britiske Øer. 

Han havde ægtet sin studenterkam- 
merat, Flora Asmussen, og de fik to 
sønner og fire døtre. Ezra Bensons le- 
derevner førte ham snart ind i mange 
samfundsstillinger indenfor det land- 
brugsfaglige. 

Han har også haft mange stillinger 
indenfor Kirken, bl. a. som præsident 
for Boise Stav, og han var præsident 
for Washington Stav, da han den 26. 
juli 1943 af Præsident Heber J. Grant 
fik at vide: »Du er valgt som den yng- 
ste apostel i Kirken.« 

Men andre pligter ventede ham. I 
1952 bad General Eisenhower ham om 
at blive landbrugsminister. Han kom 
med mange indvendinger og sagde til 
Præsident Eisenhower, at han aldrig 
ville kunne gå på akkord med sine 




principper og sin religiøse tro. Præsi- 
dent Eisenhower svarede: »De ved sik- 
kert, at vi har et stort ansvar for at 
genoprette tillid i vort folks sind i de- 
res egen regering — at vi må tage os af 
åndelige sager«. Så Ezra Taft Benson 
sagde ja og tjente otte år i Eisenhowers 
administration. Og altid stod han fast 
på sin overbevisning og vandt natio- 
nens respekt og beundring. 



245 



Mark E. Petersen 



Mark E. Petersen har tilbragt hele sit 
liv med at arbejde med ord — talte ord 
og skrevne ord, men altid ord. Ord i 
hans hænder bliver levende. De synes 
at betyde mere, at få større vægt, mere 
klart at kunne tydeliggøre et emne, end 
de ellers ville kunne. 

Blot at lytte til eller læse Mark E. 
Petersens ord synes at fortælle én, hvil- 
ken slags mand han er. Hans kraftfulde 
barytonrøst, kontrolleret af en fejlfri 
distinkt diktion, røber en naturlig vel- 
talenhed og en umådelig energi. En 
oprigtig, fordringsløs kvalitet inspirerer 
til tillid og giver et fingerpeg om hans 
strålende og varme personlighed. 

Meget af det Mark E. Petersen er, 
genspejler hans tidlige journalistiske 
karriere. Han og hans tvillingsøster er 
født den 7. november 1900 i Salt Lake 
City, forældrene var danskerne Christi- 
an og Christine Andersen Petersen, som 
var blevet omvendt til Kirken. Som 
ung mand blev Mark leverandør af ny- 
heder til Deseret News for at hjælpe 
til at tjene til det daglige brød. Lidet 
anede han eller hans arbejdsgivere, at i 
løbet af relativ kort tid ville den dyna- 
miske unge nyhedsbringer blive præsi- 
dent for selskabet. 




Efter sin mission til Nova Scotia 
sluttede den 23-årige Mark sig til Dese- 
ret News som journalistelev. Få stil- 
linger kræver kompetence på samme 
måde som avisarbejde gør det. Dagligt, 
næsten hver time, træffer en journalist 
afgørelser, som påvirker masser af 
mennesker. Det er ikke et sted, hvor 
man kan nære personlige interesser på 
bekostning af publikums interesser. Det 



er et liv med hårdt, hurtigt, intensivt, 
intelligent og nøjagtigt arbejde — altid 
under trykket af daglige tidsfrister. 

Mark E. Petersens medfødte evner 
og ærlige karakter blomstrede i sådan- 
ne omgivelser, og i løbet af få år havde 
hans lederevner ført ham gennem stil- 
lingerne nyhedsredaktør, administreren- 
de direktør, ansvarshavende redaktør, 
direktør, til den stilling, som han for- 
nylig er blevet udnævnt til — præsident 
for Deseret News Publishing Company. 

Året før Mark E. Petersen begyndte 
sin journalistkarriere ægtede han Em- 
ma Marr McDonald; de har to døtre. 

Nogle få år senere blev ældste Peter- 
sen bedt om at virke i Generalbestyrel- 
sen for Søndagsskolerne. Inden han 
blev administrerende direktør havde 
han også arbejdet i to højråd, havde 
været anden rådgiver i ét stavspræsi- 
dentskab og første rådgiver i et andet, 
og havde rejst meget rundt i Kirken, 
hvor han præsiderede ved konferencer 
som direktør for Genealogical Society. 

I 1944, i en alder af 43 år, blev han 
kaldet som apostel og gik ind i en ny 
karriere, nemlig den at bære vidnes- 
byrd til hele verden om sandheden om 
Jesus Kristus. 



Delbert L. Stapley 




»Man er ikke helt klar over nogen 
bestemt af Delbert Stapleys store egen- 
skaber«, siger en af hans apostelkolle- 
ger, »for de fremkommer som et kom- 
plet hele, og ingen af dem er fremher- 
skende for de andre. De er så godt af- 
balanceret, at man bliver imponeret 
bare ved storheden, hans velproportio- 
nerede storhed.« 

Storhed er en passende beskrivelse 
af den 185 cm høje Delbert Stapley. 
Han har majestætisk storhed i alle de 
mandlige egenskaber: storhed i sjæl, i 
hjerte, i kompetence, i intelligens, men 
især i tro. 

»Når han beder«, siger en ven, »bli- 
ver hans stemme blid. Der er bønfal- 
delse i hans toner. Han taler med en, 
som han synes at være godt kendt med, 
til hvem han har stor tillid. Hans bøn- 
ners intensitet er uden tvivl forklarin- 
gen på de utallige mennesker, som er 



blevet helbredt af Herren gennem hans 
hænder.« 

Bekendte har ofte sammenlignet ham 
med den majestætiske storhed hos Pe- 
ter, som gik omkring blandt de første 
hellige og helbredte og velsignede dem. 

Delbert Stapley er født den 11. de- 
cember 1896 i Mesa, Arizona, og er gift 
med Ethel Davis; de har tre børn. 

Da han var 18 år — han var på det 
tidspunkt en løfterig gymnast — sagde 
han nej til at spille i Baseball-ligaen 
for at tage imod et kald til missionen 
i de sydlige stater. Undervejs fik han 
en patriarkalsk velsignelse, som blandt 
mange andre ting gav løfte om meget 
ansvar og mange rejser for evangeliets 
skyld. 

I de næste 35 år skulle Delbert Stap- 
ley foretage meget få rejser. Som 25- 
årig var han medlem af Mesa Citys by- 
råd, og i de kommende år bidrog han 



246 






til Arizonas vækst og udvikling. Han 
deltog i og var formand for mange 
borgerlige hverv. 

Hans tjeneste i Kirken markeredes 
ved langvarige opgaver. Når Delbert 
Stapley først havde fået et arbejde, og 
hans dygtighed havde vist sig, var der 
ingen, som ønskede ham fjernet. Ung- 
dommen elskede ham, de unge gik på 



mission, fordi Delbert Stapley havde 
været på mission. Han blev kaldt »Mr. 
MIA«, »Mr. Ansvar«, »Mr. Pålidelig« af 
beundrende medarbejdere. Han virkede 
i 12 år som første rådgiver i stavspræ- 
sidentskabet, før han blev kaldet som 
præsident for Phoenix Stav i 1947. 

Tre år senere, da han var i Salt Lake 
City for at overvære Generalkonferen- 



cen, traf han Præsident George Albert 
Smith, da han kom ud af en hotel- 
elevator, og Præsident Smith sagde: 
»Du er lige den mand, jeg ser efter«. 
Der, i hotellets hall, blev han underret- 
tet om sit kald som apostel. 

Delbert Stapleys tid til at »foretage 
mange rejser for evangeliets skyld« var 
kommet! 



»Jeg var ved at læse Mormons Bog 
sammen med en af mine sønner«, sag- 
de Marion G. Romney i en tale til de 
hellige. »Jeg lå i den nederste køje, han 
i den øverste. Jeg hørte hans stemme 
slå over, som om han var forkølet, men 
han fortsatte til slutningen af kapitlet. 
Da vi var færdige, sagde han: 'Far, 
græder du nogensinde, når du læser 
Mormons Bog?' 

'Ja, min søn', svarede jeg. 'Somme- 
tider bærer Herrens Ånd så store vid- 
nesbyrd til min sjæl om, at Mormons 
Bog er sand, at jeg virkelig græder'«. 

Enhver, der har hørt Marion G. Rom- 
ney bære vidnesbyrd, ved, at Herrens 
And virker igennem ham. Ikke alene 
kan ældste Romney blive bevæget, men 
mange, som hører hans stemme, bliver 
også bevæget. Herren bruger på den 
mest inspirerende måde den rene, ær- 
lige ånd som Marion G. Romney har. 

De, som kender ham, siger, som Je- 
sus sagde om Natanael, »Se, det er en 
israelit, i hvem der ikke er svig.« 

»Der er måske kun få, om overhove- 
det nogen, som har sundere princip- 
per i lærdommene om evangeliets sand- 
heder«, sagde en af hans medapostle. 

Denne skoling i sunde principper er 
erhvervet gennem en lang og temmelig 
usædvanlig karriere. Hindringer både 



Marion G. Romney 

udsatte og forberedte Marion G. Rom- 
ney til hans skæbne. 

Han er født den 19. september 1897 
i kolonien Juarez, Mexico. I 1912 brød 
den mexikanske revolution ud. Oprørs- 
hære drog omkring, og kolonisterne 
var tvunget til at forlade Mexico. Ma- 
rions fader overlod det til ham at få 
familien sikkert til El Paso, men under- 
vejs standsede nogle medlemmer af op- 
rørshæren dem og tog alt hvad de 
ejede. 

»Så vendte de sig om, trak deres ge- 
værer, og jeg så lige ind i riffelløbet, 
som så meget stort ud for mig. Jeg 
ventede, at de skulle skyde, men af en 
eller anden grund gjorde de det ikke, 
og jeg er i live, så jeg kan fortælle 
denne historie«, sagde ældste Romney. 

Familien, der var berøvet alt hvad 
de ejede, flyttede fra Texas til Califor- 
nien og derfra til Idaho, hvor Marions 
fader blev præsident for Ricks Junior 
College. 

At få en uddannelse var en langsom 
proces. Men ind imellem en mission til 
Australien, vielse til Ida Jensen i 1924 
(de har to sønner) og perioder med ar- 
bejde for at ernære familien, fuldendte 
han sin juridiske uddannelse med en 
doktorgrad som 34-årig. 

Han var biskop og derefter stavs- 




præsident for Bonneville (Salt Lake) 
Stav. I 1941 blev han kaldet til at være 
assistent til de Tolvs Råd, og i 1951 
blev han kaldet som apostel, hvor 
»hans usædvanlige indsigt har stemplet 
ham som en klog rådgiver«, især un- 
der hans mangeårige ledelse af vel- 
færdsplanen. 



LeGrand Richards 



Ingen som har hørt LeGrand Richards 
tale, kan nogensinde glemme ham. 
Hans taler, fulde af personlige oplevel- 
ser fra en næsten utrolig baggrund af 
missionærarbejde og kirkearbejde, og 
holdt på en karakteristisk hurtig og 
flydende måde, har vundet alle deres 
hengivenhed, som har hørt dem. At 
høre ham tale er en af de vidunderlig- 
ste og mest inspirerende oplevelser 
man kan få og bevidner til fulde, at 
Herrens Ånd er over ham. 

Kun lidt vidste hans forældre (George 



F. og Alice A. Robinson Richards) om 
den skæbne, der ventede deres LeGrand 
da han blev født den 6. februar 1886 i 
Farmington, Utah. Men unge medar- 
bejdere i Tooele, Utah, hvor han vok- 
sede op på sin faders farm, vidste, at 
LeGrand virkelig var under Herrens 
beskyttelse: to gange undslap han dø- 
den, første gang da et slag fra en økse 
kunne have taget hans liv, og så, da 
nogle vognhjul gik over hans hoved, 
da han var faldet ned fra en vogn. 
Efter at have taget eksamen fra gym- 



nasiet indlogerede LeGrand sig med en 
ældre broder i Salt Lake City, hvor han 
på 12 måneder fuldendte et 18-måne- 
ders forretningskursus, foruden at han 
var hjemmelærer i et distrikt, der var 
så stort, at det krævede to afteners 
besøg hver uge. 

Da han var 19 år, sagde han nej til 
et tiltrækkende tilbud fra et fremra- 
gende firma for at gå på mission til 
Holland — den første af hans fire 
missioner — og han sagde om denne 
mission: »Jeg havde så vidunderlige 



247 




oplevelser, at det til tider næsten syn- 
tes, som om jeg vandrede og talte med 
Herren.« 

Efter at være kommet hjem, revide- 
rede han rapporter for det Præsideren- 
de Biskopråds Kontor og tog så imod 
en stilling i Portland, Oregon. Samme 
år, 1909, ægtede han Ina Jan Ashton; 
de har otte børn. 

Medens han var i Oregon, var han 
grenspræsident, og senere var han tre 
gange biskop og to gange højrådsmed- 
lem. I 1931 bad Præsident Heber J. 
Grant ham om at sælge sin forretning 
og flytte til Californien for at blive 
præsident for Hollywood Stav. Medens 
han var stavspræsident, tog han imod 
en kaldelse som præsident for missio- 



nen i sydstaterne. Fem år senere blev 
han kaldet til at være Kirkens Præsi- 
derende Biskop. 

Seks år senere fik han et alvorligt 
hjerteanfald. Men ældste Harold B. Lee, 
som var blevet kaldt til ham for at 
salve ham, bevidnede, da han lagde sine 
hænder på ældste Richards's hoved, at 
han vidste, at Herren ville bevare ham 
til yderligere arbejde. 

Ti år senere, i 1952, blev ældste Ri- 
chards kaldet til de Tolvs Råd, hvad 
der gjorde ham til den tredje apostel i 
direkte linje i familien Richards. Både 
hans fader, George F., og hans bedste- 
fader, Franklin D. Richards, tjente som 
præsident for dette Råd, en yderst be- 
mærkelsesværdig familierekord. 



Richard L. Evans 



Richard L. Evans er en mand, som 
kender fornemmelsen af et ord og dets 
lyd, dets magt og skønhed, den kloge 
brug og den varme formulering af det, 
sandheden af det. 

Hans bedstefader vidste det. David 
W. Evans var grammatiker, avisredak- 
tør og stenografreporter ved Brigham 
Youngs taler i Tabernaklet. 

Hans fader vidste det. John Allridge 
Evans var også stenografreporter og 
ved sin død generaldirektør for Deseret 
News. 

Denne enestående og talentfulde brug 
af ord hjalp med til at danne Richard 
L. Evans's fremtid. 

Richard, der er født den 23. marts 
1906, fik tidligt et førstehånds kend- 
skab til livets realiteter. Hans fader 
døde, da sønnen var ti uger gammel, 
og han måtte arbejde med mange for- 
skellige jobs, hvad der bekræftede, 
hvad han sagde senere i livet: »Chan- 
cerne er ubegrænsede«. 

Et legat for fremragende bidrag ved 
skoledebatter hjalp ham gennem to år 
ved Univesity of Utah. I 1926 var han 
på mission til Storbritannien, hvor han 
arbejdede i Norwich Distriktet og blev 
medredaktør af Millennial Star og se- 
nere var sekretær for den Europæiske 
Mission. Ældste Evans arbejdede under 
to fremragende åndelige ledere, dr. Ja- 




mes E. Talmage og dr. John A. Widt- 
soe, og under dem blev han samvittig- 
hedsfuldt trænet til sit fremtidige livs- 
arbejde. Han fortæller, at han engang 
måtte skrive en redaktionel artikel om 
ni gange, før dr. Talmage ville aner- 
kende den! 

Richard Evans vendte tilbage fra 
Europa i 1929 for at fortsætte sine stu- 
dier. Han har magistergraden med ho- 
vedfag engelsk og økonomi. Han slut- 
tede sig til KSL radiostationen som 
speaker, havde mange store opgaver 



foran mikrofonen og blev snart pro- 
ducer og administrerende leder. »Music 
and the Spoken Word« under hans 
ledelse er det ældste fortløbende radio- 
program i Amerika og transmitterer 
hver uge hans klassiske trosfremmende 
små prædikener fra Tempelpladsen i 
Salt Lake City. I mere end en halv snes 
bøger og mange artikler i ledende tids- 
skrifter fører hans ord hans tro og filo- 
sofi ud over verden. 

Ældste Evans ægtede i 1933 Alice 
Thornley, og de har fire sønner. 

Richard L. Evans's talenter, evner og 
ord har altid virket i Kirkens tjeneste. 
I 1935 blev han medlem af M.I.A.s 
Generalbestyrelse, og i 1936 blev han 
kaldet til at være medredaktør af The 
Improvement Era. Han har været ho- 
vedredaktør siden 1950. Ved oktober- 
konferencen i 1938 blev han opretholdt 
som medlem af de Halvfjerds's Første 
Råd, og i oktober 1953 blev han kaldet 
til at tjene som medlem af de Tolvs 
Råd. 

For nogle måneder siden blev ældste 
Evans udnævnt til verdenspræsident 
for Rotary. I dag går hans udfordring 
ud over hele jorden: »Problemerne i 
vore samfund og nøden i verden er 
ubegrænsede. Det er vore chancer og- 
så.« 



248 



Howard W. Hunter 



»Ikke mange af jer kender mig, så 
måske vil I tillade mig at være bare en 
lille smule personlig i eftermiddag.« 

Taleren var ældste Howard W. Hun- 
ter; stedet: Salt Lake Tabernaklet på 
Tempelpladsen; tiden: Generalkonferen- 
cen i oktober 1959. Howard W. Hunter 
var blevet opretholdt den dag som med- 
lem af de Tolvs Råd. 

»Jeg har levet det meste af mit liv i 
Californien«, sagde han, »jeg er født i 
Boise, Idaho, den 14. november 1907«. 

Som ung viste Howard sin kærlighed 
til livet i sin store taknemmelighed 
overfor sine forældre, sin kærlighed til 
dyr og til alle andre levende ting og sin 
loyalitet overfor venner. Han fik let 
venner, og skønt mange af hans kam- 
merater ikke var medlemmer af Kir- 
ken, gjorde han sig fortjent til deres 
respekt og beundring på grund af sin 
fine karakter og sine lederevner. Tidligt 
i livet lærte han at arbejde — han solg- 
te aviser, gik ud med telegrammer og 
arbejdede på et aviskontor. 

Efter at have taget eksamen fra sko- 
len, indskrev Howard sig ved Univer- 
sity of Washington, og i 1927 rejste 
han til det sydlige Californien, hvor 
han fik arbejde som bankassistent. Ved 
et M-Mand-Gleanerbal i Huntington 
Park traf han en ung pige ved navn 
Clara May Jeffs, og de blev viet i Salt 
Lake Templet i 1931 og fik tre sønner, 
hvoraf en døde som lille. 

Medens han avancerede i banken til 
hjælpekasserer og derefter til revisor 
for California State Bankdepartment, 




studerede han om aftenen jura ved 
Southwestern University i Los Angeles. 
Han tog sin juridiske embedseksamen 
med udmærkelse i 1939 og tog sin eks- 
amen som procederende sagfører sam- 
me efterår. 

Ældste Hunters kærlighed til Kirken 
viser sig tydeligt gennem et helt livs 
tjenestegerning og aktivitet. Som diakon 
i Boise Ward var den unge Hunter den 
første, som forpligtede sig til at yde 25 
dollars til bygningen af en ny kirke. 
Efter at han var flyttet til Californien 
blev han spejderleder og avancerede 
efterhånden til en af de højeste ledende 
stillinger inden for spejderbevægelsen. 



Han underviste i en junior genealo- 
gisk klasse, hvor alle seksten medlem- 
mer senere blev viet i templet. 

I september 1940 blev ældste Hunter 
kaldet som biskop til El Sereno Ward, 
Pasadena Stav, og i 1949 blev han kal- 
det til Pasadena Stavs Højråd, og i 
1950 blev han præsident for Pasadena 
Stav. Og i 1959 kom så kaldet til de 
Tolvs Råd. 

»Jeg er villig til at vie hele mit liv 
og alt hvad jeg har til denne kirke«, 
siger ældste Hunter af de Tolvs Råd. 
»Må vi være Herrens disciple åbent, 
frygtløst og med hengivenhed.« 



Gordon B. Hinckley 



Det var i 1933. Gordon Bitner Hinck- 
ley havde taget eksamen fra University 
of Utah året før og havde arbejdet for 
at skaffe penge til yderligere studier i 
Columbia. Depressionen, som gik hen 
over landet, havde ikke sparet hjemmet 
i Salt Lake City, hvor Gordon var født 
den 23. juni 1910 som søn af Bryant S. 
og Ada Bitner Hinckley. Det var knapt 
med penge og relativt få unge mænd 
sagde ja til missionærkaldelser. Gordon 
sagde ja til et kald til at forkynde 
evangeliet i Storbritannien; det var be- 



gyndelsen til et livs arbejde i kærlighed 
og tjenestegerning. 

Senere sagde han: »Jeg vil gerne ud- 
trykke min taknemmelighed overfor 
min vidunderlige og trofaste moder. 
Hun døde tre år før jeg gik på mission, 
men vi fandt ud af, at hun havde sparet 
nogle af sine småpenge op og oprettet 
et fond, så hendes sønner kunne gå på 
mission, uanset hvilken økonomisk ka- 
tastrofe, der kunne ramme familien.« 

Ældste Hinckley arbejdede først i 
Preston i det nordlige England. Han 



bar sit vidnesbyrd i Londons Hyde 
Park og arbejdede som assistent til 
ældste Joseph F. Merrill af de Tolvs 
Råd, som dengang præsiderede over 
den Europæiske Mission. 

Gordon havde planlagt at besøge det 
Hellige Land efter sin afløsning, men 
Præsident Merrill sagde: »Gordon, af- 
læg rapport til Salt Lake så hurtigt du 
kan og forklar det Første Præsident- 
skab missionernes problemer med hen- 
syn til litteratur.« Så han vendte tilbage 
til Utah. Og få dage efter sit interview 



249 




med det Første Præsidentskab havde 
han et skrivebord, et nyt arbejde og 
senere en kaldelse til at blive udøven- 
de sekretær for Kirkens komité for ra- 
dio, reklame og missionslitteratur. Æld- 
ste Hinckleys nye missionærarbejde 
drejede sig om at producere films, 
skrifter, traktater og bøger, optagelser 
og radioprogrammer, Kirkens udstil- 
ling ved San Francisco Verdensudstil- 
lingen og oversættelse af Mormons Bog 
og andre bøger til mange tungemål. 

Den 29. april 1937 blev Gordon viet 
til sin barndoms elskede, Marjorie Pay, 
i Salt Lake Templet. Deres hjem er 
blevet velsignet med fem børn. Han 
blev vicepræsident og leder af Record- 
ing Arts Inc., og han er også direktør 



for Radio Service Corporation of Utah. 
I 1935 blev han kaldet til Generalbesty- 
relsen for Søndagsskolerne, til hvilken 
han forfattede lektiehefter om det 
Gamle Testamente og Mormons Bog. 

I 1951 blev han gjort til sekretær for 
generalkomiteen for missionærerne, 
hvor han arbejdede med missionspræsi- 
denter, missionærtræning og missions- 
rapporter. I 1953 blev han kaldet til at 
lede produktionen af tempelmateriale 
på tretten forskellige sprog og deltog 
senere i indvielsen af og begyndelsen af 
ordinancearbejdet i templerne i 
Schweiz, New Zealand og London. I 
1958 blev han kaldet som assistent til 
de Tolv Apostle, og i 1961 blev han op- 
retholdt som medlem af de Tolvs Råd. 



Thomas S. Monson 



»Du har det melkisedekske præste- 
dømme, Tom. Vil du ikke give mig en 
velsignelse?« På San Diego Flådestation 
knælede Thomas S. Monson ved siden 
af sin lidende skibskammerat og hørte 
på hans bøn. Tom var blevet ordineret 
til ældste lige før han rejste for at tjene 
sit land i flåden under 2. verdenskrig. 
I stor ydmyghed lagde han sine hæn- 
der på den unge mands hoved, og med 
to hundrede søvndrukne rekrutters øjne 
hvilende på sig gav han ham en vel- 
signelse. Næste dag var den unge mand 
i stand til at udføre sine normale 
pligter. 

Thomas S. Monsons ydmyghed og 
hans tro og magt den mindeværdige 
nat, viste sig ved Generalkonferencen 
den 4. oktober 1963, da han bad om 
Kirkens medlemmers støtte, da han 
modtog kaldelsen til at tjene som med- 
lem af de Tolvs Råd. Han sagde bl. a.: 
»Fra ydmyghedens dyb og en over- 
vældende følelse af utilstrækkelighed 
beder jeg om jeres bønner for mig.« 

Beskeden, men dygtig, villig til ar- 
bejde og stærk i troen viste Thomas S. 
Monson tidligt i sit liv bemærkelses- 
værdige lederevner. Han er født den 
21. august 1927 i Salt Lake City som 
søn af G. Spencer og Gladys Condie 
Monson. 




Han gik i West High School og tjen- 
te derefter i de Forenede Staters flåde. 
I 1947 tog han eksamen fra University 
of Utah i forretningsadministration. 
Efter sin eksamen blev han viet til 
Frances Beverly Johnson den 7. okto- 
ber 1947 i Salt Lake Templet. Han be- 
gyndte sin forretningskarriere på De- 



seret News og arbejdede som direktør 
for annonceafdelingen i en sammen- 
slutning af aviser og senere ved Deseret 
News trykkeriet. 

I en alder af 22 år blev han kaldet 
som biskop for det gamle 6. — 7. Ward 
i Temple View Staven, og efter fem år 
som biskop blev han kaldet som råd- 
giver i Temple View Stavspræsident- 
skab. 

Så kom en kaldelse fra Præsident 
David O. McKay til at præsidere over 
den Canadiske Mission. Ældste og sø- 
ster Monson tog deres søn, Thomas 
Lee, og deres datter, Anne Francis, med 
sig til Canada, og endnu en søn, Clark 
Spencer, blev født, medens de var i 
missionsmarken. 

Ældste Monson taler med sikker 
kundskab, når han siger: »Jeg ved, at 
Gud lever ... at dette er hans værk, og 
jeg ved, at den vidunderligste erfaring 
i hele dette liv er at føle hans tilskyn- 
delser, når han vejleder os til at føre 
sit værk fremad.« 

Ældste Monson er den yngste, der er 
kaldet til de Tolvs Råd i mange år, og 
hans erfaring med Kirkens ungdom, 
hans tilpasningsevne og villighed og 
hans tillidsfulde, begejstrede måde at 
tale på påkalder de helliges hengiven- 
hed for ham overalt. 



250 



missionspræsident Holger M. Larsen talte. Et digt, der var 
skrevet i dagens anledning af ældste Gustav G. Pusan fra 
Trondheim, blev oplæst af søster Eva M. Giertsen. Derefter 
sang koret »I vor Forløsers Navn«. Præsident John A. Widtsoe 
fremsagde derefter under den mest højtidelige stilhed indvi- 
elsesbønnen. Søster Else Hansen spillede en orgelsolo, hvor- 
efter Kirkens ældste medlem i Danmark, broder Jacob Jen- 
sen fra Slagelse, bar sit vidnesbyrd. Ældste Mark B. Garff, 
præsident over Århus Distrikt, sluttede det minderige møde 
med bøn. 

Det var et herligt møde for grenens medlemmer, som nu 
var flyttet ind i en moderne bygning med alle bekvemmelig- 
heder. Det var ikke mere end rimeligt, at tankerne hos mange 
af de ældre gik tilbage til fordums tid, da de hellige mødtes 
under langt ringere forhold i lejede lokaler. Her var deres 
andet hjem, som de omfattede med stor kærlighed og ær- 
bødighed. Gennem de nu snart mange år har Priorvej 12 væ- 
ret skuepladsen for mange af Kirkens aktiviteter; her har væ- 
ret afholdt inspirerende møder, hvor evangeliet er blevet for- 
kyndt med overbevisningens kraft og styrke, hvor venskaber 
for livet er blevet dannet og hvor mange barmhjertigheds- 
gerninger er blevet udført. De, der har boet og levet i Dan- 
marks smukke hovedstad, glemmer aldrig deres kære Priorvej 
12, hvor de har leet og grædt, hvor de har mødtes i alvor og 
i gammen, altsammen for at gøre »familielivet« blandt gre- 
nens medlemmer endnu bedre. Vi glemmer dig aldrig, du 
dejlige Priorvej, som stadig lever i vore hjerter, selv om vi 
måske bor langt fra dig. Men i vore tanker sender vi dig mange 
hilsener og håndslag med tak for alt, hvad du har været for os. 

Mandag aften afholdt koret, bistået af Århus Grens kor, en 
yderst vellykket koncert, hvor koncertsanger Max Freuler, en 
god ven af Kirken, sang et par solonumre, bl. a. »Den hellige 
Stad«. De 486 personer tilstede nød musikken og sangen i 
fulde drag, og det kan med bestemthed siges, at de, der over- 
værede indvielsen af København Grens nye kirke, vil aldrig 
glemme den gode ånd, som herskede dér, og de vidunderlige 
møder, der blev afholdt. 

Den danske missions historie 17 

129 



Missionspræsidentkoiifereiice 

I forbindelse med indvielsen af Københavns mødehus blev 
der afholdt en konference af alle Europas missionspræsiden- 
ter. De og deres hustruer fik alle lejlighed til at udtale sig i 
løbet af de forskellige møder og kastede ganske naturligt glans 
over hele indvielsen med deres tilstedeværelse. Og særlig 
glade var søskende for endnu engang at kunne have en Her- 
rens apostel i deres midte. 



Det første luigrdomsstæviie, 
en succes 

Året 1932 så en ny begivenhed træde ud i livet. Der havde 
eksisteret ungdomsforeninger i over 50 år indenfor Den dan- 
ske Mission, men aldrig før havde man holdt et ungdoms- 
stævne med deltagelse fra de forskellige grene landet over. 
Men i pinsen 1932 fandt det første ungdomsstævne sted. Begi- 
venheden var planlagt i forvejen af hovedbestyrelsen, og med 
spændte forventninger drog ungdommen til Århus, hvor dette 
stævne skulle holdes. Det er jo altid med en vis forventning 
nye ideer bliver indført, og man spørger sig selv: Hvordan 
vil det hele nu forløbe - vil det blive en succes eller en fia- 
sko? Dette det første ungdomsstævne blev en strålende op- 
levelse for alle deltagerne. Noget nyt og interessant var kom- 
met til verden, og siden da har ungdomsstævnerne været en 
årlig tilbagevendende begivenhed med enkelte afbrydelser 
under den anden verdenskrig. Ved dette det første ungdoms- 
stævne konkurrerede de unge fra de forskellige grene i tale, 
sang og skuespil. Deltagerne gik op i deres arbejde med ung- 
dommens hele begejstring, som igen smittede alle tilhørere 
og tilskuere. Det var som sagt en festlig sammenkomst; på 
rejsen til Århus oplevede unge og ældre søskende kærlighe- 
dens ånd. De var alvorlige, de var muntre, og alle samledes 
om evangeliets fane. Disse ungdomsstævner har gjort meget 
til at skabe bedre kontakt mellem søskende i de forskellige 
dele af landet. Der blev dannet nye venskaber, hvoraf mange 

130 



er dybere og inderligere i dag end for tredive år siden. I et 
referat i »Stjernen« fremkom denne profetiske udtalelse: »Det- 
te var som sagt, den første konference af denne slags, men 
på grund af den enestående sukces, den havde, er der al grund 
til at vente, at den vil blive efterfulgt af andre.« 



Jubilæum i Aalborg: Gren 

Søndag den 10. juli var det 25 år siden, Aalborg Grens mø- 
dehus blev taget i brug, og i dagens anledning blev der af- 
holdt et specielt program. Søndag formiddag blev der frem- 
ført et udmærket program, og to missionærer, Orson B. West 
og William Ørum Pedersen, begge født og opvokset i Aalborg, 
talte kort til forsamlingen og mindedes deres barndoms dage 
i Aalborg. Mødet søndag aften blev ledet af grenspræsident 
Valdemar Gerlach, en veteran i arbejdet i Aalborg. Mødet 
sluttedes med salmen »Kongernes Konge«. 

Tidligere missionspræsident i Danmark, ældste Carl E. Pe- 
terson, afgik ved døden i sit hjem i Kalifornien. Præsident 
Peterson blev født i Norge den 22. juli 1853 og emigrerede til 
Utah i 1879. Gennem sit liv var han aktiv i Kirkens arbejde 
og virkede bl. a. som biskop i Ogden. Han udførte et par 
missioner til Skandinavien, sidste gang som præsident for 
Missionen. 

En anden tidligere missionspræsident, ældste John S. Han- 
sen, afgik også ved døden, som indtraf i Salt Lake City. Si- 
den han blev medlem af Kirken i sin pure ungdom, havde 
han været trofast i udførelsen af sine pligter og havde indta- 
get flere ledende stillinger. Præsident Hansen var en af Zions 
tapre forkæmpere. 

Præsident og søster Joseph F. Merrill fra Den europæiske 
Mission aflagde officielt besøg i Danmark, hvortil de ankom 
den 18. maj 1934, og allerede samme aften blev der afholdt 
et møde i København, hvor mange søskende og venner var 
kommet til stede for at høre gæsterne tale. Præsident Merrill 
var også en af Kirkens apostle. Som altid glædede søskende 
sig over at kunne lytte til en Herrens apostel. 

131 



Andrew Jenson og Rebildfesten 

Den største begivenhed i Missionens historie i året 1935 
var utvivlsomt forhenværende missionspræsident Andrew Jen- 
sons besøg sammen med hustru og datter. Broder Jenson var 
i sit 85. år, men stadig ved godt helbred. Grunden til hans be- 
søg var det ærefulde hverv, som staten Utah havde overdraget 
ham, nemlig at overrække Rebildkomiteen og Pioner-Museet 
i Lincoln Blokhuset en vogn af den slags, de første emigran- 
ter benyttede, da de drog over de endeløse amerikanske slet- 
ter. Selve overrækkelsen fandt sted den 4. juli ved Rebild- 
festen. Efter at statsminister Th. Stauning havde udtrykt sin 
glæde over den troskab og kærlighed, der endnu fandtes til 
det danske land og sprog hos dem, der drog ud for at finde 
lykken andetsteds, og efter at den amerikanske gesandt, Mrs. 
Ruth Bryan Owen, havde bragt hilsen fra præsident Frank- 
lin D. Roosevelt, talte udenrigsminister, dr. phil. P. Munch om 
betydningen af folkenes selvbestemmelsesret, og så indtraf 
dagens største øjeblik, da den gamle prærievogn kørte frem 
mellem bakkerne. Det var en svær og solid vogn overtrukket 
med teltlærred. Vognen holdtes skjult i et telt lige op ad fest- 
pladsen. Teltdøren sloges op, den stærke grovsmed fra Skør- 
ping svingede sin oksepisk, de store godmodige okser lagde 
sig i selen og trak vognen hen over festpladsen. Bag efter 
vognen kom kunstnere fra Det kgl. Teater, klædt som danske 
udvandrere i midten af forrige århundrede. 

»Politiken« gav følgende referat af Andrew Jensons tale: 
»Den gamle kirkehistoriker Andrew Jenson fra Mormon sta- 
ten Utah stod frem og fortalte om de danske udvandreres 
kår i forrige århundrede. Den gamle hvide herre er fyldt 84 
år, men hvor fortalte han ikke levende og livligt om hin be- 
rømte rejse, da det første selskab af udvandrere var over 5 
måneder om at rejse fra København til mormonernes land, 
dybt inde i Amerika. Halvdelen af tiden var de på havet, re- 
sten drog de med vogne, som denne ind gennem Amerika, 
hvor der endnu ikke fandtes vej eller sti. De sang, medens 
de drog frem gennem det vilde land.« 

I begyndelsen af januar 1936 blev der af missionspræsident 
Alma L. Petersen truffet foranstaltninger til at påbegynde 

132 



opførelsen af en ny kirkebygning i Esbjerg. Bygningen, mo- 
derne helt igennem, ville komme til at koste omkring 40.000 
kroner. Esbjerg Gren har haft en interessant historie. Den 
første dåbshandling fandt sted den 26. august 1883, da æld- 
ste C. J. Christiansen døbte Lorentz Christian Lorentzen i Es- 
bjerg. Selve grenen blev organiseret den 15. november 1898 
med Anthon Nielsen som grenspræsident. Byen havde da om- 
kring 8000 indbyggere. Her som andre steder mødtes de hel- 
lige i lejede lokaler, som ikke altid var de bedste. Da medde- 
lelsen om erhvervelsen af en byggegrund nåede ud til Kir- 
kens medlemmer, glædede de sig ganske naturligt. Grunden 
var beliggende på hjørnet af Rolfsgade og Spangsberggade, 
et dejligt kvarter af byen. Esbjerg har altid været en god 
gren, og måske har den ikke været stærkere end i trediverne, 
da mange unge og unge ægtepar sluttede sig til Kirken dér. 
Søskende gik op i evangeliets og Kirkens arbejde og virkede 
flittigt med at forkynde evangeliet. Det var en fast sammen- 
tømret flok. 



Kirkens Præsident besøger 

Danmark 

Præsident Heber J. Grant, Kirkens syvende præsident, af- 
lagde officielt besøg i Danmark i august måned 1937. Han 
var ledsaget af præsident og søster Richard R. Lyman, præ- 
sidenten over Den europæiske Mission, præsident Joseph J. 
Cannon, søster Joseph J. Cannon, søster Lucy Grant Cannon 
og ældste Joseph Anderson, Det første Præsidentskabs sekre- 
tær. Søndag den 15. august var selskabet i Esbjerg, hvor præ- 
sident Grant indviede den nye kirke. Selve indvielsen fandt 
sted om eftermiddagen og formede sig som et møde, som al- 
tid vil mindes af dem, der var til stede. Om aftenen talte præ- 
sident Grant og de øvrige rejsedeltagere i et møde, der blev 
holdt i en stor lejet sal, og hvor der var omkring 300 til stede, 
bl. a. en del journalister. Nu kunne Kirkens medlemmer i Es- 
bjerg for første gang mødes i deres egen kirkebygning. Hvil- 
ken glæde, hvilken fryd! I årene siden da har den nye kirke 

133 



været centrum for megen aktivitet, for mange inspirerende 
taler og stedet, hvor søskende og venner mødtes i vennelag, 
bundet sammen af evangeliets ånd og deres fælles vidnesbyrd 
om sandheden af Joseph Smiths mission. 

Den næste dag rejste selskabet til København, hvor der 
blev holdt et stort offentligt møde onsdag den 18. august med 
præsident Grant som hovedtaleren. Den store kirkesal var 
fyldt til trængsel med over 450 mennesker, som alle var kom- 
met for at lytte til Herrens profet og Kirkens præsident. Præ- 
sidenten var i sit 81. år. Under besøget i København fik sel- 
skabet lejlighed til at besøge Tivoli, hvor de nød den herlige 
musik, og ligeledes til et besøg på Thorvaldsens Museum, 
som gjorde et dybt indtryk på dem med sine fine kunstvær- 
ker. 

Efter tre års tjeneste i missionsmarken blev præsident og 
søster Alma L. Petersen afløst fra deres arbejde i Danmark. 
Sammen med deres to børn, Lillian og LeMoyne, vendte de 
tilbage til deres hjem i Utah. Den nye præsident var Mark 
B. Garff, som havde udført en mission i Danmark fra 1930- 
1932, og som nu vendte tilbage som den yngste præsident, 
Missionen havde haft op til denne stund. Den nye præsident 
var født i 1907 og var således lige fyldt 30 år. Jlan var led- 
saget af sin hustru, søster Gertrude Ryberg Garff og deres 
lille 3 måneder gamle søn. 



Kt smertelige dødsfald 

En sørgelig begivenhed indtraf i begyndelsen af det nye 
år, da en ung missionær, ældste Frederick H. Olsen fra Rich- 
mond i Utah, afgik ved døden på Frederiksberg Hospital den 
5. januar 1938. En sådan begivenhed kaster ganske naturligt 
sin skygge over hele Missionen, over missionærer, søskende 
og venner. Den unge missionær var kommet til Danmark i ef- 
teråret 1936, og som de fleste unge missionærer var han fyldt 
med begejstring for sit kald, besluttet på at udføre det på 
bedste måde. Vi kan forstå, hvor smerteligt det må have væ- 
ret for hans forældre og familie at få dette sørgelige budskab. 



134 



Bisættelseshøjtideligheden fandt sted søndag den 9. januar 
1938 fra kirken i København og lededes af første rådgiver i 
grenspræsidentskabet, ældste Richard Gregersen. Der indle- 
dedes med salmen »Nærmere Gud til dig«, hvorefter distrikts- 
præsident Eldred G. Lee fra Aalborg åbnede med bøn. Efter 
denne sang en missionærkvartet stemningsfuldt og bevæget 
sangen: »Jeg ved, min Fader, hisset ved«. Den første taler 
var grenspræsident Orson B. West, der opridsede træk fra 
afdødes liv. Derefter sang korets dirigent, ældste Valdemar 
Jakobsen, »Skal vi mødes hist ved floden?«, der med sin smuk- 
ke melodi og skønne ord gjorde et dybt indtryk på de til- 
stedeværende. Den sidste taler var missionspræsident Mark 
B. Garff, som var overvældet af bevægelse ved det smerte- 
lige tab. Med ydmyghedens og kærlighedens ånd talte han 
smukt og gribende over broder Olsen, som nu var gået på 
den anden side. Afslutningsbønnen blev opsendt af ældste 
James M. Kirkham, som var på besøg fra Amerika. 

Salen var smukt pyntet og var fyldt af andægtige søskende, 
missionærer og venner, som alle var grebne af øjeblikkets 
alvor og højtidelighed. Den amerikanske konsul i København, 
Mr. Edwards, overværede også højtideligheden. 

Søndag den 30. januar blev der også holdt en mindeguds- 
tjeneste for ældste Olsen i hans hjemby Richmond. Fhv. mis- 
sionspræsident Alma L. Petersen talte ved båren foruden 
fire forhenværende missionærer: Woodrow Nielsen, Harold 
Alma Petersen, Thomas M. Drury og Ezra Carr. I alt var der 
21 forhenværende missionærer til stede. 

I maj måned 1938 afholdtes der en konference for alle de 
europæiske missionspræsidenter. Denne gruppe af mænd og 
deres hustruer ledtes af præsidenten for Den europæiske Mis- 
sion, ældste Richard R. Lyman, der også var en af Kirkens 
apostle. Konferencen varede flere dage, og under denne blev 
København Distrikts konference også afholdt, hvor flere af 
gæsterne fik lejlighed til at tale. Andre missionspræsidenter 
gæstede nogle af de andre grene. 

Tirsdag aften den 30. august havde København Gren be- 
søg af ældste Sylvester Q. Cannon, som siden 1925 havde 
været Kirkens præsiderende biskop. Ved sidst afholdte gene- 

135 



ralkonference blev han ordineret som apostel. Ældste Can- 
non og hans hustru talte begge inspirerende til forsamlingen, 
som med spændt opmærksomhed lyttede til talernes vidnes- 



Danmark under Anden Verdenskrig: 

Året 1939 var det år, da den skæbnesvangre verdenskrig 
begyndte, den krig, der var forårsaget af Tysklands overfald 
på Polen og dets arrogante optræden i Europa. En tilsyne- 
ladende fred var opnået ved forhandlingerne i Miinchen, men 
også kun tilsyneladende. Underneden ulmede ilden, og den 
blev til den voldsomste brand i hele menneskehedens histo- 
rie den 1. september 1939, da de tyske hære rykkede ind i de- 
res østlige nabos område. Krigen skulle komme til at påvirke 
Den danske Mission gennem syv års isolering fra Kirkens ho- 
vedkvarter. Hele sommeren var hektisk, alle følte, at der ville 
ske noget i nærmeste fremtid. I midten af august fik Missio- 
nen officielt besøg af ældste Joseph Fielding Smith, medlem 
af De tolv apostles råd. Han var ledsaget af sin hustru Jessie 
Evans Smith. Deres første møde fandt sted i København, hvor 
de den 15. august talte til en stor forsamling. Mødesalen var 
så overfyldt, at ekstra bænke måtte hentes. Igen var med- 
lemmerne begejstrede for at se en af Herrens apostle. Søster 
Smith takkede for den hjertelige modtagelse, som hun og hen- 
des mand havde fået. Præsident Smith talte gribende til for- 
samlingen om evangeliets principper og om sin fader, Kir- 
kens sjette præsident, Joseph F. Smith, og sin bedstefader, 
Hyrum Smith, der sammen med profeten led martyrdøden i 
Carthage fængsel. Som en særlig attraktion sang præsident 
og søster Smith »Elsker hverandre«, som gjorde et uudslette- 
ligt indtryk på de tilstedeværende. 

De næste par måneder blev mere og mere kritiske; den an- 
den verdenskrig var en kendsgerning, og ved krigens udbrud 
flokkedes hundreder af missionærer fra det øvrige Europa til 
Danmark, som villigt åbnede sine døre for dem. Ældste Smith 
fremkom med denne profetiske udtalelse ved et møde: »Dan- 
mark vil blive sparet for meget i fremtiden, fordi landet var 

136 




Jul 



misslanen& fiuesidendsåaa 



Vor Faders kirke 



Skriften fortæller os, at den sande Kirke vil blive 
opkaldt efter den Elskede Søns navn, hvad der viser 
Faderens kærlighed til os, Hans børn, og i særdeles- 
hed til vor ældre Broder, Jesus Kristus. 

Da alle ting, der vedrører denne jord, er åben- 
baret gennem Sønnen, er jeg vis på, at Jesus fik råd 
af Faderen angående det rette navn, og således blev 
det åbenbaret til os. (L. & P. 115:3—4). 

Det er godt at vide, at der for Gud ikke er nogen 
personsanseelse, og ved hjælp af vort medlemsskab 
gennem dåben bliver vi én familie. Kirken er den 
samme i Østen som den er det i Europa eller Ame- 
rika. Den eneste forskel er sproget, som vil blive 
gjort fuldkomment en dag, og vi som den Første- 
fødtes Kirke, de velsignede medlemmer af Guds fa- 
milie, vil alle tale, lære og tænke i enhed. Frelseren 
har sagt til os: »Hvis I ikke er ét, er I ikke mine«. 
Dette er en sand udtalelse for at forberede os til 
kundskab om, at dette er Guds Kirke og der findes 
kun ét formål — at tilvejebringe udødelighed og 
evigt liv for Hans børn. 

Jesu Kristi Kirke er ikke en amerikansk Kirke, 
men en Kirke for hele verden. Amerika blev beredt 
til genoprettelsen af denne Kirke af Gud Faderen og 
Hans Søn gennem den unge Profet i 1830. På det 
tidspunkt forbød love, følelser og forhold ude over 
verden, at genoprettelsen kunne finde sted noget an- 
det sted end i Amerika. Den frihed til gudsdyrkelse, 
som var nødvendig, fandtes i Amerika på den tid. 

Fordi denne Kirke er vor Faders Kirke, og alle 
medlemmer med et vidnesbyrd ved dette, er der tu- 
sinder af unge missionærer, der bliver kaldet fra 
næsten ethvert land til at gå ud og bære vidnesbyrd 
om denne Kirke til hele verden. 



Hovedledelsen af vor Faders Kirke findes i Ame- 
rika og har været af forskellig nationalitet — apostel 
Widtsoe var født i Norge, apostel Lund var født i 
Danmark, etc. Herren vil kalde sine udvalgte tjenere 
frem, enten det er fra Danmark, England, Japan 
eller Amerika, for der er kun ét formål. 

De lokale ledere kaldes gennem bøn, omtanke og 
inspiration, ikke gennem venskab eller en enkelt 
mands ønske. Denne Kirke er Guds Kirke, der kan 
ikke være partiske følelser. Oliver Cowdery og andre 
store mænd mistede deres medlemsskab, fordi de 
tillod negative tanker at opstå, og jeg beder til, at 
dette aldrig vil ske for os. 

Apostel Hunter fandt stort behag i den åndelighed 
og fremgang, der findes i Kirken i Danmark. Han 
følte, at de lokale ledere var nogle af de bedste i 
Kirken og sagde, at han følte, at ånden i Danmark 
var sådan, at han var vis på, at han ville se en stor 
fremgang. — Vi føler, at dette er en kompliment til 
jer, vidunderligt trofaste ledere. Han var betaget 
over den begejstrede modtagelse, som M-M-program- 
met har fået af medlemmer og missionærer. Pro- 
grammet har allerede vist sig frugtbart, og vore 
lokale medlemmer over hele missionen holder hus- 
møder og hjælper med ved omvendelserne. En enkelt 
familie alene har 25 navne, som nu er ved at blive 
undervist. Vi har fået apostel Hunters velsignelse og 
råd og ved, at dette Medlem-Missionær-program vil 
forene os og føre mange vidunderlige nye medlem- 
mer ind i vor Faders Kirke. 

Don L. Christensen, 
missionspræsident. 



251 



Lv<l4*riio i ilcn 4hiii*k< k mi**ion 



Ved de sidst afholdte distriktskonferencer og i tiden 
derefter er der foretaget en del forandringer i såvel mis- 
sionen som i distrikter og grene. For oversigtens skyld 
bringer vi her en liste over missions- og distriktsledere og 
enkelte grene, hvor der er foretaget forandringer: 



MISSIONSPRÆSIDENTSKABET: 

Don L. Christensen, missionspræsident. 
Benny Arvid Linden, 1. rådgiver. 
Dee Valentine Jacobs, 2. rådgiver. 



København distrikt: 
Distriktspræsidentskab 

Præsident: Orla Rasmussen, Østervej 35, Ballerup, 
97 06 48. 

1. rådgiver: Finn Lykkegård Nielsen, Baltorpvej 103, 
Ballerup, 97 53 49. 

2. rådgiver: Hans Billeskov Jansen, Sandbyvej 25, 
Herlev, 91 06 13. 

Sekretær: Hans Nielsen, Høje Gladsaxe 45, 3. th., 
Søborg. 



Litteratur: Lis Billeskov Jansen, Sandbyvej 25, Herlev, 

91 06 13. 
Kredslærerindebudskabet: Agda Petersen, Tagensvej 30, 

N. 
Korleder: Lillian Krammer, Zinnsgade 4, 0. 
Ass. korleder: Rebecca Schmidt, Parcelvej 70 B, Holte, 

42 00 51. 
Organist: Agnes Larsen, Oldermandsvej 31, NV, Ta. 9592. 



Søndagsskolen 

Forstander: Arne Sandahl, Havrevej 38, Brh., Be. 7655. 

1. assistent: Felix Holgersen, Emil Pipersvej 25, Lyngby, 
87 45 84. 

2. assistent: Jørgen Ebbe Nielsen, Esbern Snaresvej 23, 
Kalundborg. 



Mandlig G.U.F. 

Forstander: Hans Larsen, Vestervang 7, Slagelse. 

1. rådgiver: Henning Aaager, Finsensvej 8 A, F, Fa. 1696. 

2. rådgiver: Hans Brun, GI. Kongevej 37, V. 
Sekretær: Egon Bolvig, Åfløjen 8, st., Brh. 



Distriktsrådct 

Harry Pedersen, Holmbladsvænge 1, S, Am. 3857 v. 

Egon Auerbach, Udbyvej 4, Skovlunde, 91 28 05. 

Svend Åge Christensen, Bellahøjvej 110, F. 

Hans Hall, Morelvej 40, Skovlunde. 

Vagn Roder, Vestergårdsvej 52, Glostrup. 

Verner Korsgaard, Kornskyldsvej 82, S, 51 10 80. 

Magnus Olesen, Bellahøjvej 13, 1., Brh., Be. 8785. 

Knud Hentzen, Genforeningsplads 7, F. 

Arthur Sørensen, Gåseholmsvej 10, Herlev, 94 48 26. 



Kvorum 3 

(Nordre + Nordsjælland + Slagelse + Roskilde) 
Præsident: Flemming Hall, Havevej 3, Søborg, Sø. 1652. 



Kvorum 4 

(København + Amager + Bornholm gren) 
Præsident: Bent Lindhardt, Vennemindevej 51, 4., 0. 
1. rådgiver: Arne Rytz, Pile Allé 27, Holte. 
Sekretær: Theodor Jørgensen, Rosenhøj 20, st., Hvidovre. 



Hjælpeforeningen 

Præsidentinde: Anna Olesen, Brønshøjvej 13, 1., Brh., 
Be. 8785. 

1. rådgiver: Birthe Rasmussen, Volmer Kjærsallé 4, S, 
50 40 83. 

2. rådgiver: Christel Petersen, Tirsbækvej 19, st., Vanløse, 
74 36 17. 

Sekretær: Olga Koster, Borups Allé 276, st., NV, 34 63 81. 
Ass. sekretær: IJs Billeskov Jansen, Sandbyvej 25, 
Herlev, 91 06 13. 



Lektieledere: 
Teologi: Jytte Bolvig, Åfløjen 8, st., Brh. 
Samfund: Erna Nordby Larsen, Hegnshusene 137, Brh. 



Kvindelig G. U. F. 

Præsidentinde: Sonja Kristoffersen, Griffenfeldtsgade 

37B,4., N, 39 82 80. 
1. rådgiver: Halbjørg Hatting, Karise Allé 24, Hvidovre, 

78 79 28. 
Sekretær: Irma Nielsen, Ågade 114, N. 
L-pige leder: Ellen Sieling, Frederikssundsvej 14 E, N, 

Æg. 6446. 
G-pige leder: Inger Hentzen, Genforeningsplads 7, F. 



Primary 

Præsidentinde: Mary Olsson, P. Knudsensgade 30, 1., SV, 

21 39 64. 
1. rådgiver: Anna Andersen, Askøgade 10, 1., 0. 
Sekretær: Inger Thorsteinsson, Guldbergsgade 124, N, 

No. 4271. 



Genealogisk Forening 

Ingen bestyrelse. Genealogisk Forenings interesser bliver 
varetaget af 1. rådgiver i distriktet Hans Billeskov Jan- 
sen og rådsmedlem Vagn Røder. 



DISTRIKTSPRÆSIDENTSKAB, Jylland distrikt: 

Verner Buur, Esbjerg, distriktspræsident. 
Palle Blønd, Fredericia, 1. rådgiver. 
Vagn Darre, Silkeborg, 2. rådgiver. 
Hans Ove Nielsen, Esbjerg, sekretær. 



DISTRIKTSRÅD, Jylland distrikt: 

1. Johannes Sørensen, Esbjerg. 

2. Aage Hansen, Esbjerg. 

3. Aage Pedersen, Sønderborg. 

4. Andreas Sølbæk, Fredericia. 

5. Johannes Klausen, Skagen. 

6. Henry Haupt, Odense. 



252 





Hjælpeforeningens 

bygning 

i Salt Lake City, Utah 



Valg: af ledere i II Jælpef orening en 



Elaine B. Curtis 

Medlem af Hjælpeforeningens Generalbestyrelse 

Tidligere supervisor for Hjælpeforeningen i den 

sydvest-britiske mission 



»Elsker du mig mere end disse?« 

Da den opstandne Herre stillede Simon Peter dette 
spørgsmål, ramte Han dermed et punkt, som fortjener, at 
enhver leder og fremtidig leder inden for denne store 
Hjælpeforeningsorganisation overvejer alvorligt. Hvor har 
vi vor kærlighed? Er den ved de verdslige ting eller ved de 
åndelige ting? 

Medens Israels børn var i trældom, lærte de at elske 
Ægyptens kødgryder og mange af dets skikke. Gennem 
Moses kaldte Herren dem ud fra Ægypten, ud fra verden 
som vi siger, og mindede dem om, at de var Hans folk, og 
at de skulle være anderledes end verdens mennesker. For 
at lære dem, at de ikke måtte sætte andre interesser først, 
befalede Han: »Du må ikke have andre guder end mig«. 

Når folk på Kristi tid blev omvendt, blev de igen belært 
om at sky de verdslige interesser og sætte de evige ting 
først i deres liv. »Søg først Guds Rige«, lød befalingen. 

Når Sidste Dages Helliges missionærer rejser fra den ene 
nation til den anden og forkynder det gengivne Evange- 
lium, lærer folk, at de skal »gå ud fra verden«, at de skal 
høre op med at praktisere de verdslige ting, som ikke har- 
monerer med Kristi lærdomme — og at følge Ham. I de 
fleste tilfælde søger de virkelig »først Guds Rige«. De ofrer 
villigt alt for retfærdighedens sag. Med deres rørende 
handlinger besvarer de spørgsmålet: »Elsker du mig mere 
end disse?« 

Hjælpeforeningens præsidentinde er rig på de åndelige 
ting. Hun er valgt af medlemmer, der har Guds Præste- 
dømme. De mange kvalifikationer, hun er i besiddelse af, 
tages under overvejelse. Præsidentinden leder under bøn 
efter rådgivere, der har de samme egenskaber, inden hun 
forelægger deres navne for den præsiderende myndighed 
inden for Præstedømmet til godkendelse: Har vedkom- 
mende et vidnesbyrd om Jesu Kristi Evangelium? Vil hun 



elske og forstå de søstre, som hun skal arbejde sammen 
med? Har hun et behageligt væsen? Kan hun planlægge 
sine personlige opgaver i sit hjem således, at hun får tid til 
sin nye opgave? Vil hun kunne tie stille med det, der bliver 
hende betroet? Er hun en god organisator? Er hun en 
»jeg-kan-selv« -søster, eller vil hun kunne få andre med i 
arbejdet? Er hun rask nok til at påtage sig denne ekstra 
opgave? Vil hun støtte Kirkens ledere og andre, som har 
ledende stillinger og myndighed? Vil hun studere, arbejde 
og bede om vejledning? Vil hun »søge først Guds Rige« og 
vise sin kærlighed, idet hun selv beskæftiger sig med de 
åndelige ting? Disse kvalifikationer er — sammen med 
andre egenskaber — allesammen nogle, som skal over- 
vejes, når man vælger ledere til Hjælpeforeningen. 

Det ideelle er at vælge rådgivere, som har gode evner 
som »topledere« og så med deres hjælp vælge de søstre til 
at hjælpe dem, som er kvalificerede til at udfylde de spe- 
cielle stillinger i Hjælpeforeningen, så de kan blive kaldet 
af brødrene. Eftersom der ikke altid er kvalificerede søstre 
til rådighed, må lederne have evne til at oplære og op- 
muntre andre til at gøre deres bedste og til at arbejde med 
al flid i de stillinger, hvortil de er blevet kaldede. 

De tre medlemmer af præsidentskabet vælger søstre til 
de andre embeder og til klasseledere og overgiver dem til 
Præstedømmets godkendelse. Man bør under bøn overveje 
valget af alle, som skal være fælles om ansvaret for at 
fremme Hjælpeforeningens formål: at forkynde Evangeli- 
ets principper, at yde barmhjertighedstjeneste og at hjælpe 
søstrene til at udfylde deres opgaver som hustruer, mødre 
og skabere af et godt hjem. 

I Kirkens missioner består mange grens-hjælpeforenin- 
ger af kun nogle få trofaste søstre. En eller to af dem har 
været i Kirken i mange år. Nogle har været medlemmer i 
et par år, nogle få måneder, eller er måske lige blevet 



253 



døbt. Det er ud fra disse trofaste få, der nødvendigvis må 
vælges en leder. Således var situationen i en af Kirkens 
afsides liggende grene. Grenspræsidenten søgte Herren om 
hjælp og vejledning. Den søster, der blev valgt til leder for 
Hjælpeforeningen, var for kun syv dage siden blevet med- 
lem. Hun var blevet kendt med Kirken gennem missionæ- 
rerne. Efter grundig overvejelse blev man enige om, at 
hendes kvalifikationer gjorde netop hende bedst egnet til 
stillingen. Hendes kærlighed til Herren var stor. Hun 
havde givet afkald på de verdslige ting. Hun søgte først 
Guds Rige, og gennem studier, bøn og hårdt arbejde var 
hendes indflydelse til det gode blevet vidtrækkende i hen- 
des søstres liv. Kristi Evangelium fik en ny betydning, da 
hun og hendes medarbejdere opfyldte Hjælpeforeningens 
formål. Barmhjertighedstjeneste under hendes kloge og 
blide omsorg påvirkede og styrkede grenen. I ydmyghed og 
kærlighed fulgte hun Frelserens eksempel. 

I Hjælpeforeningen bør enhver leder huske Kristi ord, da 
Han talte til de tolv apostle: »I har ikke udvalgt mig, men 
jeg har udvalgt jer«. Er hun én gang blevet valgt, bør hun 
være villig til at påtage sig det fulde ansvar for sin stilling 
i erkendelse af, at når hun ifølge Præstedømmets bedøm- 
melse har fuldendt sin opgave, vil en anden søster blive 
valgt til at føre værket videre. 

En søster, som er villig til at acceptere denne frem- 
gangsmåde med forandringer i Hjælpeforeningens ledelse, 



er en effektiv leder. Ofte fører en forandring nye impulser 
med sig. Forandringer giver andre søstre anledning til at 
tjene og oplære andre. Det er også vigtigt at udsøge den 
dygtige leder, som endnu ikke har haft mulighed for at 
anvende sine evner og talenter. Som leder i Hjælpeforenin- 
gen vinder man kundskab og udvikler færdigheder. For- 
andring er nødvendig for et menneskes personlige vækst 
og udvikling. Et kald til at være leder er ikke et livsvarigt 
kald, det kan endda sommetider være af meget kort varig- 
hed. En søster kaldes til at tjene i så lang tid, som man har 
behov for hende, uden nogen fastsat tidsperiode. Når dette 
behov er opfyldt, og når den rette myndighed i sin visdom 
anser det for klogt at gøre forandring, så bliver hun afløst 
gennem den samme myndighed, hvormed hun blev kaldet: 
gennem inspiration af Guds Præstedømme. Hvor længe en 
leder tjener, er ikke det afgørende, men hvor godt hun 
tjener. 

Når en præsidentinde vælger ledere til Hjælpeforeningen, 
ser hun først efter søstre, som holder budet: »Du må ikke 
have andre guder end mig«; søstre, som vil »søge først 
Guds Rige«, og søstre, der kan svare, som Simon Peter 
svarede: »Ja, Herre!« til spørgsmålet: »Elsker du mig mere 
end disse!« 

Hovedbestyrelsen sender alle søstre de bedste hilsener 
med ønsket om det allerbedste hjælpeforeningsår, vi 
endnu har haft. Lad os alle »trække vort læs i 66 — 67!« 



KBEDSLÆBEBINDERNES 



éudskaÅ 



»Frygt ikke, lad jeres hjerter trøstes. Ja, glæd jer altid 
og vær taknemmelig i alt« (L & P 98:1). 

Formål: At være glad og udvikle taknemmelighed og 
mod. 

I august 1833 hang truslen om forfølgelse over de hel- 
lige som en tordensky om sommeren. Luften var fyldt med 
anelser. Men til trods for den ulykke, efteråret ville bringe, 
kaldte Herren de hellige til at glæde sig og vise taknemme 
lighed (ofre taksigelse). Gentagne gange under dette års 
hårde prøvelser — og ofte død — kaldte Herren de hel- 
lige for sine venner og sagde til dem: »Frygt ikke«. Han 
åbenbarede for dem, at Han havde hørt deres bønner, og 
at hvis de ville holde ud til enden, ville alt blive godt for 
dem. 

Det må have været en forunderlig oplevelse for dem at 
blive kaldt »venner« af den Herre, som de ærede og tilbad. 
At være en ven indbefatter tillid, kammeratskab, respekt og 
en fortrolighed, som man ikke almindeligvis forbinder med 
forholdet til Guddommen. »Jeg vil kalde jer venner; thi I 
er mine venner og skal få arv med mig« (L & P 93:45). 
Stillet over for vanskeligheder kan man i sandhed blive 
trøstet og fatte mod, hvis man ikke blot tænker på Herren 
som universets Skaber, men som sin personlige ven, der 
støtter og elsker en. 



Medens Jesus spiste til aften hin skæbnesvangre aften 
før korsfæstelsen, sagde Han til et andet hold hellige, der 
skulle komme til at kende til forfølgelse: »Jeres hjerte 
forfærdes ikke . . . Fred efterlader jeg jer« (Joh. 14:1 og 
27). 

Det år, da Kirken blev organiseret gennem profeten 
Joseph Smith, vidnede Profeten og Oliver Cowdery om den 
kundskab, de havde, at »der er en Gud i himlen« (L & P 
20:17). De hellige skulle dengang som nu glæde sig. De 
skulle se ud over de nærværende vanskeligheder hen imod 
en herlig opfyldelse. 

Gud har en storslået plan med mennesket på denne 
jord. Selv om mennesket kender det onde og der sker ham 
noget ondt, har han gennem det hele en overbevisning om 
Guds kærlighed og barmhjertighed, således som der står i 
skriftstedet til budskabet: »Frygt ikke, lad jeres hjerter 
trøstes; ja, glæd jer altid og vær taknemmelige i alt«. 

Midt i farer, vanskeligheder, sorg eller død, bør man 
takke for livet, for jorden, for menneskets evige sjæl og 
for Guds storslåede plan. 

Vi bør føle os trøstet ved forsikringen om, at Gud hører 
vore bønner. Vi bør glæde os og være taknemmelige og 
fatte mod ved kundskaben om, at vi kan få en arv sam- 
men med vor Herre, og at Han er vor ven. 



Øfc*.: 
GARMENTS 



Søskende, som har været i Templet, kan hos deres 
grenspræsident få en prisliste over garments med oplys- 
ninger om, hvor og hvorledes de kan købe deres garments. 

I København sælges garments ved søster Inger Kyhlensø 
onsdag fra kl. 12—18 i kirken, Priorvej 12, F. 



254 




zSøwafskoktLj 



Lento 



ALEXANDER SCHREINER 





-G 



mf 



^Wj~^ 



za: 



-&- 



¥ 



JU 



-J <2_ 



33: 



Tt~ 



^ 



Nadververs for november og 
december: 

». . . Og det skal være et vidnesbyrd 
for Faderen, at I altid ihukommer 
mig ...« (3 Nephi 18:7). 

Søndagsskolesang for november: 

»Vågn op, I Herrens folk«. (Nr. 158 
i den blå sangbog). 

Søndagsskolesang for december: 

»Blandt bjerge er vort hjem«. (Nr. 
168 i den blå sangbog). 



DET ANGÅR OS ALLE !!! 

Jeg hørte en dag en af vore søstre sige: »Min søn er så 
lykkelig for at være på mission, han siger selv, at det er 
højdepunktet i hans liv, indtil dato, og han er så taknem- 
melig for det folk, han er hos for at tjene — det er sådant 
et vidunderligt folk, for han siger, at han hører aldrig 
sure ord, ingen vrangvillighed — alle er glade, glade for 
blot det at have lov til at komme i Herrens Hus — og 
hvor er de dog ærbødige over for dette Herrens Hus! — 
og ligeledes ærbødige over for deres kald, samt ærbødige 
og ydmyge over for hinanden, man ser aldrig at de er på 
vagt over for hinanden for om én skulle sige noget eller 
gøre noget forkert, men skulle det ske, at der var en, der 
kom til at sige noget eller måske kom til »at træde ved 
siden af«, oh! hvilken kærlighed og hjælpsomhed, der så 
blev lagt for dagen! — Min søn er så lykkelig for at være 
på denne mission.« Hendes slutreplik fik jeg også med, og 
den lød i al sin tankevækkende ydmyghed: »... hvor har 
vi dog meget at lære af sådanne virkelige Sidste Dages 
Hellige«. 

Jeg spekulerede meget på det, jeg her havde hørt, og har 
siden haft det meget i tankerne, og jeg har ikke rigtig kun- 
net komme bort fra det at sammenligne os, dig og mig, 
med denne lille samtale — nu ved jeg godt, at man ikke 
kan generalisere og at der findes mange dejlige søskende, 
som virkelig også lever på den ydmyge måde, som denne 
søster fortalte om, men jeg ved også, at vi er nogle styk- 
ker, som ikke gør det, for hvem hele arbejdet her i Kirken 
virker som én stor forretning, ikke at forstå på det penge- 
mæssige område, men som dog lader det arbejde, som 
han skal udføre inden for Kirken, blive udført på samme 
måde som man driver en forretning — og det er helt for- 
kert. Så kommer det netop til at virke så gudsforladt som 
noget — så ser det hele netop ud som om der ingen yd- 
myghed er med i det, og hvor har vi dog et stort ansvar 



her ■ — du og jeg — ■ for som vi opfører os, således opfører 
vore børn sig, da vi jo er deres forbillede — og mon ikke 
vi har lidt for travlt engang imellem, så vi ikke har tid til 
at se alle de små glæder, som børnene bringer os i form af 
de ting, de gerne vil vise os, tale med os om, gøre os op- 
mærksomme på, at de også har opfattet tingene ret. Er det 
ikke sommetider således, at vi glemmer at tage dem med 
i vor daglige tilværelse? En tilværelse, som starter fra det 
øjeblik, da man står op — husker vi at tage dem med i 
vort familieliv straks fra dette øjeblik? Husker vi, at når vi 
styrket fra vort leje frisk opstår, da at sige tak for nattens 
hvile, at bede Gud til os at smile i sin nåde stor — husker 
vi, at når vort hjerte i vredens grumme magt tændes, da 
ved bøn at bære over med vor næste, som Gud har sagt? 

Husker vi alt dette? Eller er det kun, når prøvelserne 
møder os, at vi bliver ydmyge og i iver søger Ham, som 
ene freden giver? 

Nej, således er det ikke, vel mine kære søskende? Når 
vi står op om morgenen, da tager vi alle vore børn med i 
en familiebøn og siger TAK, og at vi igennem vor bøn op- 
elsker ærbødighed imod vor Himmelske Fader og imod 
alle vore søskende er vel såre naturligt. 

Det er min inderlige bøn, at vi alle må kunne leve op til 
at blive som denne missionær skrev hjem til sin far og 
mor — at vi i Søndagsskolen må kunne opelske denne 
kærlighed i de små søskendes hjerter — men det er da en 
betingelse herfor, at vi har de voksne søskendes hjælp 
hertil i form af deres trofasthed imod Evangeliet — og 
her vil jeg gerne spørge om, hvorledes det er, når vi fær- 
des ude eller hjemme, der, hvor ingen af vore søskende 
kan se eller høre os — opfører vi os da, som vi bør gøre — 
lyder vi da de bud, som Kristus satte lig med det største? 
Eller er vi i virkeligheden to personer? 

Hvordan er det på vore arbejdspladser? Tager vi det 
med et smil, hvis én kommer til at skubbe til os? Eller får 



255 



vedkommende et vredt ord med på vejen — et ord, som vi 
aldrig ville sige, hvis vore søskende hørte på det? Er alt 
korrekt i vore familier, de familier, der skulle være de 
lykkeligste på jorden; kan vi med en god samvittighed 
synge: »Der er skønhed her på jord i et kærligt hjem . . .«? 
Findes denne skønhed i vore hjem, eller er vi alle så for- 
jagede, at vi sommetider glemmer at vise vor kærlighed 
over for vore små, men blot skynder på dem for at få 
dem i seng, »så vi kan få ro!«. 

Elsker vi sidste dages hellige vore børn på denne måde 

— og kender børnene os på denne måde? For det er vel 
ikke sådan, at vi skændes indbyrdes som andre mennesker, 
der ikke tilhører denne Kirke? — Hvis vi gør dette, så må 
vi lægge det hele om, for der er ingen, der kan forlange af 
børnene, at de skal sidde som dydsmønstre, når de ikke 
har nogen baggrund derfor; det er meget svært at være 
lærerinde for sådanne børn — og her er det, at alle for- 
ældre kan hjælpe til — netop ved at være sidste dages 
hellige, både når de er i Kirken, på arbejdet, derhjemme 

— ja overalt — hvis vi alle er det, da vil vor Søndags- 
skole også være meget mere lykkelig. 

Prøv engang at standse op, tænk på jeres familie — og 



jeres familie i Kirken, ELSKER I HVERANDRE? Sikkert 
ikke nok! — Og hvem er det, det er galt med? — Lad os 
se sandheden i øjnene. Vi ved alle, hvor det er at vi skal 
begynde: hos os selv. Lad os leve op til de forventninger, 
som Herren stiller til os om at få gode og kærlige for- 
ældre og gode og lydige børn, således at folk uden for 
Kirken kan sige: »Det er en Sidste Dages Hellig familie, 
der går eller bor der; en virkelig god familie«. 

Der sker noget nyt hele tiden, også i Søndagsskolen, og 
der vil ske endnu mere. Vi vil stadigvæk gå fremad mod 
fuldkommenhed, men vi må hjælpes ad for at nå dette mål. 
Også du, der sidder og »surer« lidt i krogen, du må også 
med. Tilsidesæt dine egne meninger en lille smule og lad 
blot Gud få en plads i dit hjerte, hvor Han kan råde — lad 
os huske dette, du ved, med lidt mindre jeg og meget mere 
vil 

Til slut vil jeg gerne spørge dig, sådan ganske person- 
ligt: »Hvordan er det med dig, når du færdes iblandt an- 
dre — husker du da, hvem du er og opfører dig derefter?« 
Nå, ja, det er jo så personligt igen — men alligevel! 

Kærlig hilsen br. E. Nordby Larsen, 
Søndagsskolens Hovedbestyrelse. 



Månedens Skriføted 



Hvad er formålet med dette program*? 

Formålet med dette program er at hjælpe elever med at 
indføre visse missionærskriftsteder i hukommelsen med 
henblik på deres missionærgerning i kirken, og til at støtte 
deres egen tro. 

Formålet med de særlige 2V2-minuts taler er at belyse 
skriftstedets betydning for kirkens lære, som det bliver 
præsenteret for undersøgere af vore missionærer. 

Hver tale skal holdes før den tilhørende recitation af 
skriftstedet, under første halvdel af søndagsskolemødet. 
Både det givne skriftsted og den forklarende tale skal kort, 
men fornuftigt, øves og overhøres i klassen hver søndag 
og hjemme i ca. en måned forud for deres præsentation 
ved søndagsskolemødet. Det menes, at under disse om- 
stændigheder er ingen af de foreslåede skriftsteder for 
lange eller for svære. Medmindre skriftstedet bliver lært 
udenad, vil denne øvelse forfejle sit mål. 

Læreren anmodes om ikke bare at give dette til eleven 
med besked om at gå hjem og forberede en tale. Det håbes, 
at lærer og elev kan mødes og tale sammen om betydnin- 
gen af dette skriftsted, så at eleven må opnå en god for- 
ståelse, hvad angår skriftstedet og dets betydning. 

Udkastene til talerne er kun lavet for at give nogle 
ideer, der kan være til hjælp ved udarbejdelsen af en tale. 
Man håber, at lærer og elev vil søge andre hjælpemidler, 
f. eks. »JESUS KRISTUS« og standardværkerne. 

Forståelsen kan kun opnås på basis af anstrengelser for 
at opnå den. 

Månedens skriftsted, der skal læres udenad og forslag til 
den ledsagende SVa minuts tale. 

Skriftsted for den 1. januar 1967, kursus 7. 

Skriftsted, der skal læres udenad: 

Reference: Jakob 2:19, 20. 

»Du tror, at Gud er én; deri gør du ret; det tror de onde 
ånder også — og skælver. 

Men ønsker du, tankeløse menneske, bevis for, at tro 
uden gerninger er gold?« 

Forslag til 2V2 minuts talen: 



Det anbefales at læse sidste halvdel af 2. kapitel af Ja- 
kobs Brev for at få ideer til og et grundlag for talen. 

Månedens skriftsted, der skal læres udenad og forslag til 
den ledsagende 2 1 /s minuts tale. 

Skriftsted for den 1. januar 1967, kursus 13. 

Skriftsted, der skal læres udenad: 

Reference: Aab: 20:12. 

»Og jeg så de døde, store og små, stå foran tronen, og 
bøger blev åbnet; og endnu en bog blev åbnet: livets bog; 
og de døde blev dømt ud fra det, der stod skrevet i bø- 
gerne, efter deres gerninger.« 

Forslag til 2 x h minuts talen: 

I dette skriftsted har vi endnu en bekræftelse for, at en- 
hver sjæl vil komme frem for at stå foran Guds dommer- 
sæde. Læg mærke til, at skriftstedet karakteristisk angiver, 
at de døde ». . . store og små . . .« skal stå foran Gud. Der 
siges også, at havet vil give sine døde fra sig, og dødsriget 
vil give de døde tilbage. Ja, enhver, som nogensinde er 
blevet født, vil opstå. Det spiller ingen roille, hvor ret- 
færdige vi har været eller hvor onde, vi har været — alle 
vil opstå. 

Spørgsmålet, vi skal stille os selv, er ikke, hvorvidt vi 
skal opstå, men hvorvidt vi vil være værdige til at indgå i 
Guds celestiale rige, når vi skal dømmes af Ham. Selvom 
dette skriftsted gør det helt klart, at alle vil opstå, gør det 
det også klart, at enhver person vil blive dømt ». . . efter 
sine egne gerninger«. Med andre ord, hver dag skriver vi 
i vores livsbog. Hver dag afgør vi hvilken slags legeme vi 
vil få i opstandelsen. Vi har mulighed for at få et celestialt 
legeme i opstandelsen, hvis vi forbliver ærlige og trofaste 
mod alle vor Faders bud. Vi kan også miste vor mulighed 
for at få et celestialt legeme, hvis vi bliver ligegyldige og 
oprørske overfor Jesu Kristi Evangelium. Hvis vi skulle 
fornægte Gud, ville vi stadig opstå, men vi ville blive hen- 
vist til en lavere herlighed. Vi ville have et terrestrialt eller 
et telestialt legeme. Mange af os ville virkelig være ulykke- 
lige, hvis vi fandt ud af, at vi havde forspildt den mægtige 
chance, vi havde haft, men vi ville vide, at vor dom var 



256 



retfærdig, fordi vi var dømt ud fra de optegnelser, vi 
havde ført og udfra vor egen livsbog, som vi havde ført 
hver dag. Er der nogle blade i dit liv, som du ønsker ikke 
var der? Alle mennesker har nogle sådanne blade. Imid- 
lertid behøver vi ikke bekymre os om disse blade, hvis vi 
har omvendt os og gør en virkelig anstrengelse for at leve 
i overensstemmelse med vor Himmelske Faders bud. På 
den anden side kan vi ikke bare optegne de eftertragtelses- 
værdige og gode ting; alle hændelser og gerninger og endda 
tanker finder vej til disse blade. Så, på en måde, bliver vort 
virkelige liv vor »livets bog«. 

Det er et dejligt belærende skriftsted, og den, der skal 
holde denne tale, har her virkelig stof for at kunne give 



tilhørerne noget af det bedste. — Den artikel, som er skre- 
vet lige før denne med overskriften DET ANGÅR OS 
ALLE!!! er jo netop et oplæg til denne søndag, for vi skal 
jo netop have alt i en sådan orden både derhjemme og 
derude, at når den dag kommer, at vi skal stå og se på, at 
livets bog bliver åbnet, at vi da kan stå med oprejste 
pander. 

I bedes venligst benytte dette vidunderlige stof og være 
glade for at få det privilegium at måtte stå frem denne 
fastesøndag og tale over dette vidunderlige emne. 

Må Gud velsigne jer i dette program. 

E. Nordby Larsen, 
Søndagsskolens Hovedbestyrelse. 




tJXRJtøAW 




Kinin .11 ic 



Der er kun en lille forskel i temperatur mellem vand 
lige under kogepunktet og det, som er i kog ,og dog er der 
en stor forskel i resultatet. Med vand lige under kogepunk- 
tet har man en lille smule damp. Når vandet koger, får 
man nok damp og damptryk til at frembringe kraft. 

Hvis vi kun er lunkne eller selv lige under kogepunktet, 
giver vi ikke os selv fuldstændigt til Herrens arbejde. Der 
er ikke den fornødne damp og derfor ingen kraft. Herren 
kan ikke berede vejen for os til at gøre vort arbejde, med 
mindre vi giver Ham en chance. 

Ældste Harold B. Lee fremsatte engang følgende: »Hvis 
vi bereder os selv til det arbejde vi skal udføre, vil detal- 
jerne være af mindre betydning. De to vigtige facetter, som 
vil bestemme mængden af de forberedelser vi gør, er: For 
det første vor holdning til det arbejde, der skal udføres, 
og for det andet vort ønske om at udføre arbejdet på den 
bedst mulige måde«. 

Vi må ikke tænke på os selv som blot arkitekten til det 
arbejde, vi er blevet kaldet til at udføre, men som billed- 
huggeren. Vi må være forberedte på en masse hård ham- 
ren, mejslen, skraben og poleren ved vor forberedelse til 
at arbejde i Primary. 

Hvis vi har ønsket, kan vi berede os selv til at tjene med 
hele vort hjerte, sind og styrke. Vi vil have klarsyn til at 
se frem til hvad vort ansvar vil blive. Med de rigtige hold- 
ninger og ønsker kan vi være eksakte ledere og nå vore 
mål. 

Hvis vi virkelig er omstillet til det arbejde, vi er blevet 
kaldet til at udføre, vil vore fødder stå sikkert plantet på 
jorden. Vi vil ikke blive rystet af hver en vind, som blæser. 

Winfred Ernest Garrison fortæller i sin bog The March 
of Eleven Men, om den indflydelse de elleve apostle havde 
på den vestlige verden i nitten hundrede år. 

Her var blot elleve mænd, men de var så opfyldt af 



deres budskab, at de ændrede hele historiens gang. De 
fleste af dem var fiskere, en var skatteopkræver. De var 
ikke Cæsarerne, Neroerne, Alexanderne eller de store in- 
tellektuelle fra deres tid. Sådanne mænd er blegnet til 
ubetydelighed i samenligning med disse elleve mænd, som 
havde et budskab. Disse mænd vidste, at det budskab, de 
havde, ville forandre verden. 

Andre har forandret verden med det samme budskab. 
Kan De tænke Dem profeten Joseph Smith uden et bud- 
skab, uden det kendskab til Guddommen som han havde, 
eller uden overbevisningen om det første syn? Han for- 
beredte sig selv til det arbejde, han skulle udføre under 
ledelse af sin Himmelske Fader. 

Kirken har det samme budskab i dag. Vi er blevet kal- 
det til at bære det budskab ud til børnene. Vi må være så 
gennemsyret med det budskab, at vi vil tjene Guds børn 
omhyggeligt og acceptere vort kald med selvtillid og tro. 
Vi går Herrens Ærinde, og vi må forberede os til at udføre 
det ærinde ærefuldt og med overbevisning. 

Idet vi efterkommer denne opfordring, skulle vi bede 
som en Primaryfunktionær gjorde: 

O, Fader, rør vore hjerter, så vi på ny 

må høre dit budskab så sandt og herligt. 

Begav vor ånd på fin måde 

med en mere ophøjet kristen levevis. 

Giv os inspirerende visdomsord, 

så hvad vi siger må brænde 

i hjertet på dem, vi underviser. 

Hjælp os, med dyb kærlighed at nå 

enhver vi møder på vor vej, 

så vi i sandhed må kunne stå 

og sige: »Vi er beredte«. 

Hilsen 
Primarys Hovedbestyrelse 



257 



S33S33338888888 888888888 88888888888888888888888888888888 8888888888988888888 

PRÆSTEDØMMET 

3888888888888888888388888888888888888888888888888 88888888 888888888888888888 



{yVWvit* i Crit 



(Uddrag af artikel for det melkisedekske præstedømme i 
Improvement Era marts 1957) 



Det er blevet sagt, at alle tiders største opfindelse blev 
gjort for 2500 år siden ved Piatea, da en ukendt græker 
fuldførte den proces at få mænd til at marchere i trit. Da 
man fandt ud af, at det arbejde, som en gruppe mænd, der 
har forskellige motiver og forskellige personligheder, skul- 
le udføre, kunne organiseres og samarbejdes, så det virker 
som ét, den dag begyndte civilisationen. 

Det er helt sikkert, at gennem hele menneskehedens hi- 
storie har den egenskab at »være ét i hensigt«, denne 
»konsoliderende handling«, vist sig at være et af de vig- 
tigste elementer til at fuldføre noget. Hvis mennesker ikke 
er i stand til at enes og arbejde sammen, så vil de, som går 
i én retning, have tendens til at neutralisere arbejdet hos 
dem, der går i den modsatte retning, og resultatet er for- 
virring og fejltagelser. 

Det har ikke så meget at sige, om det ønskede resultat 
ligger i at opbygge en forretning, at udføre effektivt kirke- 
arbejde eller styre et kongerige — evnen til at udføre et 
enigt arbejde er som regel den endelige prøve på over- 
legenhed. Så vigtig er denne egenskab, at Guddommen har 
beskrevet himmelens præsidentskab som værende »ét«. 
(Se Johs. 17:21). Vor styrke og fremgang afhænger også 
af vor evne til at arbejde sammen og indstille vort arbejde 
på et fælles mål. 

I vore dage har Herren selv opstillet en organisation for 
at bringe sine børns frelse i stand. Hver enkelt af os er 
blevet sat i en eller anden ansvarsfuld stilling i Kirken 
for at hjælpe med til at udarbejde vor egen ophøjelse. Je- 
sus bad for sine disciple, at de måtte være ét, ligesom han 
og hans Fader er ét. Det er det størst mulige formål. 

Men sommetider lærer vi aldrig at arbejde sammen, lige 
meget hvor vigtigt foretagendet kan være. Sommetider 
ligner vi et spand heste uden en kusk, eller et spand, som 
er standset op, eller et, som prøver at gå i modsatte ret- 
ninger. Denne forvirring er måske ikke, fordi arbejderne 
ikke er dygtige, eller fordi de ikke tror på Kirkens lær- 
domme. Det kan være, at vi blot aldrig har trænet os selv 
til at samarbejde vore anstrengelser og arbejde som en 
enhed. 

Jesus pegede på denne almindelige grund til svigten hos 
en gruppe mænd på hans tid. Hver enkelt havde en eller 
anden undskyldning. Én skulle varetage sin egen forret- 
iiing. Én skulle giftes. Hver enkelt havde noget forskelligt 
i sinde, og følgelig gik hver især i sin retning, og det ar- 
bejde, som Herren havde til hensigt, kunne ikke udføres. 
Mange mennesker er muligvis dygtige, men går glip af 
målet, fordi de mangler enighed. Tænk på hvor mange 
penge, der bruges til at overvåge vort daglige arbejde, til at 



holde os gående i den rigtige retning, på rette tid, med den 
rigtige fart. Vi fastsætler klokkeslet til at begynde og til 
at holde op. Vi måler arbejdsbyrden og det, der udføres, 
for at prøve at kontrollere resultaterne. Et regeringsekspe- 
riment i Amerika viste, at når chefen forlader arbejdet, 
sætter 85 pet. af arbejderne tempoet ned. Dette er uheldigt 
og kostbart i vore erhverv. På en anden måde kan det 
være endnu mere kostbart i vort religiøse arbejde. 

Herren har sagt, at »som himlen er højere end jorden, 
er mine veje højere end Eders«. (Es. 55:9). Heraf følger 
naturligt, at når han siger til os, at vi skal gøre noget, kan 
vi måske ikke altid forstå, hvorfor det er nødvendigt, eller 
hvorfor det skal gøres nu, eller hvorfor det skal gøres som 
han har sagt. Og som følge deraf er der mange af os, som 
kommer ud af trit med Gud og med Kirkens program. 

Na'aman fik besked om at bade sig i Jordanfloden for 
at blive renset for sin spedalskhed. Men Na'aman sagde: 
»Er ikke floderne i mit eget land bedre end Israels vande?« 
(Se II Kong. 5:12). Sommetider forestiller vi os, ligesom 
Na'aman, grunde til at være ude af trit; for eksempel har 
Herren sagt til os, at vi skal døbes ved nedsænkning til 
syndernes forladelse. Så er der straks nogle, som påstår, 
at bes tænkning vil være akkurat lige så godt. Eller hvorfor 
skal man overhovedet døbes? Men Herren har sagt: »Den, 
som tror og bliver døbt, skal blive frelst; men den, som er 
vantro, skal blive fordømt.« (Mark. 16:16). Og vi må helle- 
re holde fast ved det. 

Hvor vidunderligt ville det være, hvis vi anerkendte 
Herrens ord for dets pålydende værdi, og så gjorde hvad 
han sagde, når det skulle gøres. 

Fornylig blev der offentliggjort en artikel af en populær 
præst, som gjorde undskyldning for en bog, som han havde 
skrevet for adskillige år siden, og hvori han opponerede 
mod et af evangeliets principper. Større erfaring og mere 
moden overvejelse havde fået ham til at forandre mening. 
Men i alle de mellemliggende år har hans filosofi og hans 
bøger ført ledende folk på afveje og bragt forvirring og 
ulydighed ind i deres liv. Nu finder han ud af, at han tog 
fejl, men skaden er sket, og problemet er ikke rettet, for 
så længe han stoler på sine egne ord i stedet for på Her- 
rens ord, vil han sandsynligvis fortsætte med at tage fejl 
i fremtiden. Hvor meget bedre ville det være at stole på 
Gud og marchere i trit med ham og hans program. 

Somme tider må Herren blive temmelig træt af den mis- 
lyd og forvirring, som opstår, når så mange af hans børn 
stoler på deres egne luner og fordomme. ». . . at adlyde er 
mere værd end slagtoffer, og at være lydhør er mere værd 
end væderfedt.« (7. Sam. 15:22). 



258 




Gensidig Uddannelses Forening 



Den 4. artikel i serien »Sådan er drenge«. 

»Sådan er drenge« 

af W. Cleon Skousen, tidligere politichef, 
Salt Lake City. 

LIVETS MYSTERIER. 

De fleste nybagte forældre forestiller sig, at de, når ju- 
nior engang bliver stor, vil have en god lang samtale med 
ham om livets mysterier. De trøster sig ved tanken om, at 
dette hverv ligger langt forude. Det forklarer en af vore 
venners reaktion, da hans lille opvakte 4-årige kom ind i 
badeværelset, mens faderen var ved at barbere sig, og 
sagde »Far, hvordan får vi små børn?« Vor ven sagde bag- 
efter, at det var et held, han ikke brugte barberkniv. Han 
så ned på det lille uskyldige opadvendte barneansigt og 
sagde »Åh nej, søn, ikke så tidligt«. 

Lægen siger imidlertid, at det er helt normalt. Mellem 3 
og 6 år har børn en ægte seksuel opvågnen, og den omfat- 
ter både fysiske og følelsesmæssige reaktioner. Det er den 
alder, hvor de bliver meget nysgerrige med hensyn til sig 
selv, med hensyn til det andet køn og endelig med hensyn 
til små børn. Lægen foreslår følgende fire regler: 

1. Vær meget nøgtern og saglig. 

2. Fortæl ikke for meget og fremkald ikke mere nys- 
gerrighed ved provokerende svar. 

3. Brug nøjagtigt videnskabeligt ordvalg, når der refe- 
reres til fysiske processer. 

4. Giv barnet den følelse, at du vil være glad for at 
diskutere dette emne med ham, når som helst han 
har et spørgsmål. 

Mange gode bøger er tilgængelige, der foreslår forældre 
måder og midler til at forklare denne vigtige del af livet. 
Alle autoriteter er enige om, at en enkel og direkte frem- 
gangsmåde er bedst. 

Når en fire-årig spørger: »Hvor kommer de små børn 
fra?« er det simpel nysgerrighed, der kræver et enkelt svar. 
»Små børn — de kommer fra deres mødre!« »Men hvor 
har mødrene deres små børn?« »De har dem på et særligt 
sted, som Gud har lavet til små børn. Det er et varmt og 
godt sted ikke langt fra deres moders hjerte«. 

Mange måneder senere vil han gerne vide, hvordan det 
lille barn kom ind på det særlige sted, og han er sædvan- 
ligvis tilfreds, når han får at vide, at barnet er kommet 
fra en lille bitte celle, som mor havde allerede. Han kom- 
mer måske igen få måneder senere og spørger: »Men hvor- 
dan bliver barnet født?« Så længe han endnu er under 
7 — 8 år er det almindeligvis det bedste at sige, at der er 
sørget for en speciel vej for det lille barn til at komme 
ud, når tiden er inde. Større børn får nok bedre svar ved 



hjælp af en illustration i familiens »Lægebog«, der viser 
den vidunderlige mekanisme ved den menneskelige fødsel. 

På et eller andet tidspunkt vil spørgsmålet komme, hvor 
faderens plads er i billedet. Det faktum, at barnet ikke vil 
begynde at vokse, før faren og moren deler deres kærlig- 
hed med hinanden er almindeligvis tilstrækkeligt i begyn- 
delsen. Senere kan et barn bedre forstå at værdsætte na- 
turligheden ved den ægteskabelige forbindelse som det 
»højeste udtryk for kærlighed mellem en mor og far«. 
Igen vil familiens »Lægebog« være nyttig, og ordvalget må 
hellere være videnskabeligt end udtryk fra daglig tale, og 
hele sagen skal behandles ganske nøgternt og sagligt. Dette 
er i høj grad det rette tidspunkt at understrege det menne- 
skelige legemes hellighed og understrege nødvendigheden 
af til sin tid at vise respekt og kærlighed for den søde 
pige, som junior engang i fremtiden vil gifte sig med, og 
være forsigtig med sig selv og ikke dele sig selv med nogen 
før efter ægteskabet. 

Med lidt forudgående omtanke kan alle disse problemer 
klares på en delikat, men samtidig på alle måder absolut 
tilfredsstillende måde. 

PORTRÆT AF EN 5-ÅRIG 

Omkring 5-års alderen har junior som regel fundet ud 
af, at han ikke behøver at slås med sine forældre for at få 
del i deres kærlighed og opmærksomhed. Igen skifter tide- 
vandet. Han sutter måske stadig på finger ind imellem 
(når han er ked af det eller ensom), og han gør måske 
også sommetider sengen våd. Men hans appetit skulle være 
ved at vokse, og hans tendens til at stå op om natten og 
vandre rundt i huset vil almindeligvis forsvinde. 

Det er et godt tidspunkt til at forsikre junior om, at han 
er en vigtig del af familien. Han kan særlig godt lide at 
gå ud med sine forældre, være optaget af en masse vold- 
somme lege og er ret så tit parat til et knus og en kæle- 
tur. Han kan lide at krølle sig sammen på sin mors knæ 
som om han var en lille baby. Sædvanligvis vil han ikke 
sidde der længe, og når han har fået nok, farer han bare 
afsted med en ny-udviklet følelse af uafhængighed, hvilket 
i dette tilfælde betyder, at han har en varm følelse af sik- 
kerhed og selvtillid. 

DEN KRIMINELLE PSYKOPAT 

I nogle hjem indtræffer en virkelig tragedie på dette 
stadie på grund af hensynsløs og ufølsom behandling af 
barnet. En udkørt far eller mor kan igennem ord eller 
handling udtrykke, at junior er en plage. Hvis et barn no- 
gensinde får den idé, at han er uelsket og uønsket, kan der 
ligge alvorlige vanskeligheder forude for hans forældre, 
ham selv og hele samfundet. Dette er grundlaget for, hvad 
vi kan kalde et »udskud«. 



259 



Et udskud går igennem livet med ønsket om at hævne 
sig for at blive kvit. Den overvejende majoritet af krimi- 
nelle personer i vore fængsler og anstalter er individer af 
denne type, som har normale hjerner og legemer, men er 
på kant med verden. De bekæmper livet og er derfor deres 
egne værste fjender. Psykologisk er de i høj grad mod- 
tagelige overfor »flugtmidler« som alkohol og narkotika. 
De kaldes kriminelle psykopater. 

Under omhyggelig psykoanalyse kan de fleste af dem 
spore deres bitre, stivnede personlighed til en periode i 
den tidlige barndom, da de på en eller anden måde fik den 
idé, at de var blevet fuldkommen kasseret. Hvis det var 
blevet rettet i en fart, ville sådanne mennesker ikke haft 
nødig at gå igennem livet som forkrøblede, skadede og de- 
forme personligheder. 

Behovet hos et barn på »MIG« -stadiet er derfor af langt 
større betydning end mange har gjort sig klart. Mangel på 
opmærksomhed og dårlig behandling i denne alder kan 
lægge grund til en eksistens som et menneskeligt misfoster 
med deraf følgende ulykker som drukkenskab, skilsmisse, 
udsvævelse og forbrydelse. 
Udvikling af en DIGIPLINENS FILOSOFI 

Efter at have fremhævet nødvendigheden af kærlighed 
og omsorg lad os da sige noget om diciplin. Diciplin og 
kærlighed er følgesvende; den ene uden den anden er en 
uhyrlighed. Hvis der har været en svaghed i den ameri- 
kanske samfundsstruktur, der overskygger alle andre, er 
det vor mangel på håndhævelse af sunde diciplinærprin- 
cipper. Dette er i særlig grad det billede, vi har af den 
amerikanske familie som helhed. 

For nylig spurgte en kendt dommer, hvordan det kunne 
være, at mange europæiske lande havde meget lav ung- 
domskriminalitet (vi er kommet godt med, siden denne 
artikel blev skrevet for ca. 10 år siden. red.). I disse lande 
er fattigdom overvejende, levestandarden lav, forbrydelsens 
smitstof er overalt og dog er familierne i stand til at holde 
deres børn i skak. (Også dette har ændret sig henimod 
amerikanske forhold, red.). 

Dommeren kom til den slutning, at det magiske element, 
der havde muliggjort dette, var autoriteten i familien. Der- 
for skrev han: »Lad os sætte faderen tilbage som familiens 
overhoved«. Dette betyder ikke, at faderen skal være dik- 
tator — det gør ham simpelthen til chef for firmaet. 

I harmoni med denne grundlæggende idé må andre prin- 
cipper nødvendigvis tilføjes: 

1. Fornuftige normer for opførsel er opstillet og ved- 
taget. 

2. Fast og stadig håndhævelse af disse normer er gjort 
til en regel. 

3. Indenfor rammen af disse diciplinære regler bør fin- 
des rigelige mængder af hengivenhed og kærlighed. 

Så opstår spørgsmålet, hvorledes vi holder familiens ak- 
tiviteter indenfor de opsatte rammer. Erfaring viser os, at 
kærlighed vil være nok i 90 pet. af alle tilfælde. Men hvad 
med de andre 10 pet.? Her rammer vi et kulturelt vakuum. 
I mere end to generationer har vi støttet den idé, at kærlig- 
hed også skulle kunne kurere dem, der overskrider fami- 
liens vedtagne skranker. De, der har forstand på den sag, 
er af den mening, at det er her, vi har begået vor fejltagel- 
se. Det er klart, at noget må være galt, når tallet for den 
amerikanske ungdomskriminalitet stiger til højder, der 
sætter verdensrekord. De kloge er begyndt at fortælle for- 
ældrene, at diciplin betyder beherskelse, kunsten at styre 

og tøjle, — et blidt styre, når det er muligt, et fast, 

når det er nødvendigt. I næsten to generationer har diciplin 
været en mangelvare i det amerikanske dagligliv, og sam- 
fundet er begyndt at betale en frygtelig bøde derfor. 



Når vi holder os dette for øje, så lad os rette blikket 
mod barnet på »MIG« -stadiet. Vi vil huske, at i alderen 
fra 3 — 4 år, »alderen uden fornuft«, skulle vi prøve at 
give lidt efter for junior og hjælpe ham at opbygge selv- 
tillid. MEN — når vi når »MIG« -stadiet, er tiden inde til at 
begynde at opstille fornuftige regler for opførslen. Det ser 
ud til at gå godt, indtil vor 4-årige beslutter sig til at 
trodse reglerne. 

Lad os hellere høre, hvad en kompetent psykolog har at 
sige om det. Han vil sandsynligvis opstille et par regler for 
anvendt diciplin. 

1. Vær sikker på, at reglerne er rimelige for et barn i 
den alder. 

2. Vær sikker på, at han forstår dem og er klar over, at 
der er en straf for at overtræde dem med vilje. 

3. Giv plads til en eller to »advarsler« i tilfælde af plud- 
seligt hukommelsestab, men understreg, hvad tredje 
gang vil medføre. 

4. Hvis en ny overtrædelse indtræffer kort efter, lad da 
altid den omtalte straf træde i kraft. 

HVAD MED KLØ? 

Det næste spørgsmål er, om familiediciplinen skal om- 
fatte en endefuld en gang imellem. Mere og mere er for- 
ældrene begyndt at opdage, at den kan have betydelig hel- 
bredende virkning. Hvis man vil bruge den er her nogle 
forslag: 

1. Gem den til ganske særligt alvorlige situationer. 

2. Vær helt sikker på, at barnet ved, hvorfor straffen 
gives. 

3. Vær helt sikker på, at den tilføjes på et sted, som 
moder natur synes at have indrettet til det. 

4. Sørg for at holde dine egne følelser under kontrol, så 
afklapsningen ikke er grov og brutal. 

Det anbefales, at diciplinen IKKE indbefatter tjatterier, 
kniben eller lussinger. Hvor en fortjent endefuld ligesom 
sætter punktum for et forløb, tjener det andet kun til at 
ophidse gemytterne yderligere. 

DEN 5-ÅRIGE I PROFIL 

Lad os tage et vue over den 5-årige, før vi går videre. 
Psykisk er han ligevægtig. Han er tæt knyttet til sin mo- 
der. Hans vilje til at prøve at klare sig gør dette til et vel- 
egnet tidspunkt at begynde i børnehaven. Sædvanligvis vil 
det gå smertefrit. 
PORTRÆT AF EN 6-ÅRIG. 

Da vi nu har vænnet os til det tidevandsagtige mønster 
i den menneskelige udvikling, ved vi, at seks år skulle blive 
en ny dynamisk periode. Det er den! 

Overgangen fra fem år er glat, men så begynder der at 
vise sig nogle temmelig hastige forandringer. Junior taber 
sine mælketænder, og de første blivende tænder dukker op. 
Hans legems-kemi ændrer sig. Det gør ham temmelig skrø- 
belig og modtagelig for infektionssygdomme. Med hensyn 
til opførsel ser det ud, som om han tvinges til at gå til 
yderligheder. Han er en lille tudeunge, men kan somme- 
tider bryde ud i latter midt i en grædetur. I spil må han 
vinde; han er en dårlig taber og giver sig til at skændes 
med kammeraterne under det mindste pres fra deres side. 
Han prøver og kasserer mange stemninger. Han lever i en 
sådan verden af ekstremiteter, at han ustandseligt de- 
monstrerer, at mennesket er et bundt af modsætninger — 
håb og frygt, glæde og smerte, selviskhed og opofrelse, 
hjælpsomhed og dovenskab. 

Den 6-årige blever let bange. Han har mange indbildte 
rædsler, tåler ikke godt »skræk« -film og uhyggelige histo- 
rier. Når han skal falde i søvn, må han måske have en 



260 



lommelygte under hovedpuden eller have døren åben, så 
han kan se lyset fra den anden stue. 

Måske skal han i skole i år, og så kan vi vente visse 
problemer. Han er måske en af dem, der sparker, bider, 
skubber, trækker i håret, kradser og slås. På den anden 
side, hvis han hører til de forsigtige og bliver terroriseret 
af de mere aggressive skolekammerater, er det vigtigt at 
beskytte ham imod dybe følelsesmæssige ar. Når han bliver 
omkring de 8, vil det blive lettere for ham at klare sig. 

I 5-års alderen var junior mors dreng. Nu søger han 
også sin faders opmærksomhed. Han vil gerne køre med 
ham i hans bil, gå i byen med ham eller gå en tur. Som 
regel nægter han pure at udføre et arbejde selvstændigt, 
men han vil tit med glæde slide som en lille hest, hvis far 



hjælper til. En 6-årig er meget afhængig af voksen ledelse 
og diciplin. Han føler sig fortabt, når han skal klare sa- 
gerne alene, og diciplin, håndhævet af forældre eller skole, 
giver ham fornemmelsen af at leve i en verden med orden. 
Når han er i dårligt lune, synes han ustandseligt at gå i 
vejen. Vi bliver i høj grad opmærksomme på hans til- 
stedeværelse. Det er derfor, vi vil savne ham så meget, når 
han pludselig forlader reden og som 7-årig rykker op i det 
næste stadie. Før vi ved af det, er junior inde i en helt ny 
udviklingsfase. 

Vor næste artikel vil behandle »den varme og kolde 
periode«. Den vil handle om de kritiske år fra 7 til 12. 

(Fortsættes) 



llolil ft'a«tf v<"fl <l<* ;iii<*i*k<*ucl4<* la*i*f lomme 



(Uddrag af en tale af ældste Mark E. Petersen af de Tolvs 
Råd ved den årlige Generalkonference, april 1953) 



Der er kun én mand i hele verden, som har ret til at 
indføre en ny lærdom i denne Kirke, og den mand er Kir- 
kens Præsident. Derfor, lærere, vil I, indtil I bliver Kirkens 
Præsident, være villige til at stille jer tilfreds med Kirkens 
nuværende, officielt anerkendte lærdomme? 

Jeg tror ikke, at vor Kirkes klasseværelser eller talerstole 
er beregnet som laboratorier, hvor man eksperimenterer 
med nye lærdomme og spekulative ideer. De er udelukken- 
de til brug for dem, som er villige til at omvende mænd og 
kvinder og drenge og piger til sandheden. 

Jeg tror ikke, at vi kan undgå det ansvar at lede nogen 



ind på den forkerte vej, hvis vi underviser i forkerte prin- 
cipper. Jeg kan ikke tro, at nogen af os har råd til at 
påtage os det ansvar. 

Jeg tror derfor ikke, at vi i vore klasser og vore taler 
kan bringe synspunkter og lærdomme ind, som ikke er 
anerkendt og officielt forsvares af Kirken. 

Jeg tror ikke, at nogen lærer i nogen organisation har 
ret til at kassere det foreskrevne lektiekursus og erstatte 
det med artikler i tidsskrifter, filosofiske diskussioner, 
forelæsninger eller andre uvedkommende ting. 



Kendt og afholdt dansker afgået Ted døden 



Søster Johanne T. Madsen afgik ved døden i Salt Lake 
City den 10. september 1966 efter en lang sygdom og svære 
lidelser. Hun blev født i Silkeborg den 20. juli 1906 som 
datter af Emil og Kristine Thomsen, velkendte og trofaste 
medlemmer af Silkeborg Gren gennem mange år. Som ung 
pige arbejdede den afdøde i København og var samtidig et 
trofast medlem af København Gren, hvor hun var elsket af 
de gamle søskende, fordi hun ved sin færd og væremåde 
tog sig særligt af dem. 

Sammen med sin broder, Einer Thomsen, emigrerede 
hun til Utah og slog sig ned i Mount Pleasant og boede der 
til for IV2 år siden, da hun flyttede til Salt Lake City på 
grund af sin sygdom. Her fik hun den kærligste pleje af 
sine forældre og søskende, som elskede Johanne af deres 
ganske hjerte. Gennem mange år arbejdede hun som syge- 
plejerske i Mount Pleasant, og atter her gjorde hendes 
vennesæle natur og lyse sind sig gældende, idet hun tog 



sig kærligt af de patienter, der blev betroet i hendes vare- 
tægt. 

Vi vil altid mindes Johanne, fordi hun var et rigt og 
ædelt menneske i ordet sande betydning; hun opnåede ikke 
rigdom eller berømmelse, men i sin tro, i sit liv og virke 
var hun en sand sidste dages hellig og et helstøbt menne- 
ske, der elskede Gud og sine medmennesker. 

Vor sympati og medfølelse samler sig om søster Thom- 
sen og familien, som har mistet en af deres kære. De efter- 
ladte børn vil altid mindes deres mor og bevare mindet om 
hende i deres hjerter. 

Vi takker Johanne for den tid, vi kendte hende. Hun er 
nu blevet kaldt hjem, og vi er overbevist om, at en celestial 
frelse bliver hende til del. Gud velsigne hendes minde og 
de efterladte. 

Orson B. West. 



261 



JJJye grenspræsidentiskaber i København 



Ved distriktskonferencen i København blev København 
Centrum Gren og København Søndre Gren slået sammen 
til én gren under navnet: København Gren. Som grens- 
præsidentskab for København Gren er kaldet følgende: 

KØBENHAVN GREN: 

Jens Kristoffersen, grenspræsident. 
Svend Aage Sønderby, 1. rådgiver. 
Steven Lange Williams, 2. rådgiver. 
Som sekretærer er kaldet følgende: 
Ole Hansen, grenssekretær. 
Camillo Madsen, assisterende sekretær. 
Ella Jensen, tiendesekretær. 



København Nordre Grens præsidentskab blev ved kon- 
ferencen afløst, og som nyt grenspræsidentskab er kaldet 
følgende: 

KØBENHAVN NORDRE GREN: 

Jørgen I^jungstrøm, grenspræsident. 

Mogens W. Andersen, 1. rådgiver. 

Henry Kofoed. 2. rådgiver. 

Som sekretærer er kaldet følgende: 

Erik Toft, grenssekretær. 

Maja Hansen, statistiksekretær. 

Ane Lassen, tiendesekretær. 



2. rådgiver til missionspræsidenten kaldet 

Den 22. september er broder Dee 
I Valentine Jacobs blevet kaldet som 
2. rådgiver til missionspræsident Don 
L. Christensen. 

Broder Jacobs er født i Ogden, 
Utah, den 27. september 1930 som 
søn af Heber Grant Jacobs og Erma 
Valentine Jacobs, nu Provo, Utah. 
Han var missionær i Sverige fra 
1950 til 1953. Efter at have taget magistergraden i per- 
sonale- og lederskabspolitik ved Brigham Young Universi- 
tetet i 1957, tjente han som officer i de amerikanske luft- 
styrker i Texas, Washington, D. C. og Korea. Han begynd- 
te sin karriere som diplomat i de Forenede Staters uden- 
rigstjeneste i 1960. Familien Jacobs tilbragte to år i Hon- 
duras, og han tilbragte senere to et halvt år med rejser i 
otte latinamerikanske lande for Fredskorpset. I 1965 blev 




han hædret med »Department of State's Superior Service 
Award«. Han er nu amerikansk konsul ved den amerikan- 
ske ambassade i København. 

Broder Jacobs, som har været aktivt medlem af Kirken 
hele sit liv, nedstammer fra engelske og danske pionerer. 
Hans oldefader, Valentine Valentinsen, emigrerede fra 
Bornholm i 1854. Blandt andre kaldelser har broder Ja- 
cobs virket som søndagsskolelærer, lærer i præstedømmet 
og i M.I.A., præsident for ældsternes kvorum, medlem af 
stavsbestyrelse for M.I.A., af stavsbestyrelse for Søndags- 
skole og som distriktspræsident. I Danmark har han været 
sekretær i ældsternes gruppe, hjemmelærer-sekretær i Kø- 
benhavn Nordre Gren og medlem af distriktsrådet. 

Broder Jacobs er gift med Kay Parkin fra Long Beach, 
California, og parret har tre børn, Karen, 10 år, Susan, 9 
år, og Mark, 5 år. 

Vi beder Gud velsigne præsident Jacobs i det store, an- 
svarsfulde kald, der nu er pålagt ham. 



■■■ ■ 




Ny assistent til missionspræsidenten 

Den 16. september er ældste Ja- 
mes Michael Victor blevet kaldet 
; som assistent til missionspræsident 
1 Don L. Christensen. 

Ældste Victor er født den 22. juni 
j 1945 som søn af Nolan og Ruby 
< Victor, Lake City, Florida. Han an- 
•' kom til Danmark den 18. august 
1964 og har arbejdet i Haderslev, 
Århus, Amager og Holte, indtil han blev kaldet til sit nu- 
værende kald. 

Vi beder Gud velsigne ældste Victor i det ansvarsfulde 
kald, der nu er pålagt ham. 



Meddelelse fra missionspræsidentskabet 

Det er et ønske fra Kirkens øverste ledere, at grenspræsi- 
denterne interviewer alle de ugifte unge mænd i hver gren 
fra 12 år og opefter to gange om året, og alle de ugifte 
unge piger fra 12 år og opefter en gang om året. Man an- 
moder om, at grenspræsidenterne holder et grundigt og 
nøjagtigt interview angående overholdelse af Kirkens stan- 
darder og især moralsk værdighed. 

Det er Kirkens lederes ønske, at vi som forældre under- 
retter og lærer vore unge mennesker om betydningen af 
dette interview med grenspræsidenten. Med dette inter- 
view af en af vor Fader i Himlens ydmyge tjenere vil de 
unge i vor Kirke få forøget styrke. 

Don L. Christensen, 
missionspræsident. 



inlutæ aiinedi 



'ei&anliq& nuttede/i 

Fødselsdage: Else Alice Harboe, 60 år den 8. no- 

Vi siger i denne måned til lykke til vember 



følgende søskende: 

København Gren: 

Johannes Madsen, Peter Bangsvej 
210, 65 år den 3. november. 

Elisabeth Kathrine Sørensen, Frede- 
riksvej 27, 80 år den 4. november. 



Magnus Olesen, Brønshøjvej 13, 60 år 
den 21. november. 
Aabenraa: 

Ida Schlaikjer, 65 år den 4. novem- 
ber. 
Silkeborg: 

Nikoline Johansen, 70 år den 9. no- 
vember. 



Odense: 

Cecilie Marie Jørgensen Hansen, 65 
år den 22. november. 



Dødsfald: 

København Nordre Gren: 

Den 5. august døde broder Jens Ja- 
cob Jensen Lang, 78 år gammel. Æret 
være broder Langs minde! 



262 



Dåb: 

Odense: 3. september: 

Claus Henning Nielsen 

Dorthe Solberg Nielsen 

Alice Kristence Held 

Albert Scharling Held 

Keith Victor Held 

24. september: 

Joan Irene Larsen 

København Gren: 10. september: 

Ann Sofie Gram 

Britha Sørna Neumann Johansen 

Lise Gunhild Andersen 

17. september: 

Johannes Vestbø 

1 . oktober: 

Inger Marie Mortensen 

Horsens: 1. oktober: 

Hansa Nielsen 

Ingrid Margrethe Nielsen 

Århus: 10. september: 

Ragna Franciska F. Schilling Hansen 

Gerda Johansen Jensen 

Gerhard Brath Jensen 

Unna Jessi Pedersen Svak 

Esbjerg: 10. september: 

Peter Holm Nielsen 

Kirsten Pedersen 

Nordsjælland Gren: 3. september: 

Eika Olsen 

Kirsten Schødte Overgaard 

Rønne: 3. september: 

Evy Rose 



Døbt af: 

Broder Preben A. Olesen 
Ældste Ross C. Brown 
Ældste Ross C. Brown 
Ældste Ross C. Brown 
Ældste Steven W. Stucki 

Broder Bernt Larsen 

Broder Bjarne Gram 

Broder Keld Neumann Johansen 

Broder Bent G. Lindhardt 

Broder Steven Williams 

Ældste Kerry L. Allen 

Broder Kristian Pedersen 
Broder Kristian Pedersen 

Ældste Laland Chapman 

Ældste Marlin Hill 

Ældste Marlin Hill 

Ældste Marlin Hill 

Broder Palle Blønd 
Broder Knud Holmboe 

Ældste Jerold Bryars 
Ældste Jim Telford 

Ældste Orson Dietz 



Håndspålæggelse ved: 

Broder Preben Solberg Madsen 
Ældste Ross C. Brown 
Ældste Ross C. Brown 
Ældste Ross C. Brown 
Ældste Steven W. Stucki 

Ældste Ross C. Brown 

Broder Kai Aage Gram 
Ældste Steven Harris 
Ældste Edward M. Johanson 

Ældste Frank Hersom 

Ældste Steven L. Harris 

Broder Kristian Pedersen 
Broder Kristian Pedersen 

Ældste Steve Rasmussen 
Ældste Kurt Larsen 
Ældste Kurt Larsen 
Ældste Kurt Larsen 

Broder Palle Blønd 
Broder Verner Buur 

Ældste Peter Svendsen 
Ældste David E. Nielsen 

Ældste Lewis B. Sorenson 



Ordinationer: 

Københavns Gren: 1 1 . september: 

Carsten Gram 

25. september: 

Ole Peter Petersen 

Horsens: 21. august: 

Jan Greisen 

28. august: 

Henning Jensen 

Århus: 11. september: 

Ernst Mathias Theodor Christensen 

Esbjerg: 3. september: 

Karl Johan Grabe 

København Nordre Gren: 23. juli: 

Kim Sørensen 

Skive: 4. september: 

Kai Nørager Lauritsen 

Fredericia: 1 1 . september: 

Svend Hansen 

Silkeborg: 11. september: 

Ejmild Peter Rosenlund Larsen 



Til: 

Diakon 

Diakon 

Præst 

Lærer 

Ældste 

Diakon 

Lærer 

Lærer 

Ældste 

Ældste 



Ordineret af: 

Broder Kai Aage Gram 
Broder Orla Rasmussen 
Broder Ebbe Rosenkilde 
Ældste Dan Jensen 
Missionspræsident Don L. Christensen 
Broder Karl Blohm 
Broder Birger Munck 
Broder Anton Skoubo 
Missionspræsident Don L. Christensen 
Broder Benny Linden 



Missionsforflyttelser: 

16. september: 
Edward Johnson 
Paul Jackson 
Merlin Hill 
Rex Pitcher 
Larry Nielsen 
David McQueen 
Richard Danley 
Paul Thuesen 
Quinton Mattson 
Richard Beal 
Orson Dietz 
Herbert Abegglen 
Norman Seibold 
Van Johnson 
Frank Hersom 
Steven Harris 
Paul Paystrup 
Steven Stucki 
Steven Middlemas 
Alfred Nielsen 
James Victor 
Mark Wendelboe 
Gerald Argetsinger 



Fra: 

Østerbro 

Tåstrup 

Århus 

Hellerup 

Lyngby 

Herning 

Sundbyøster 

Næstved 

Roskilde 

Randers 

Bornholm 

Søborg 

Aalborg 

Vejle 

København 

Brønshøj 

Valby 

Odense 

Esbjerg 

Vesterbro 

Holte 

Frederiksberg 

Kolding 



Til: 

Holte 

Holte 

Lyngby 

Valby 

Søborg 

bøborg 

Hellerup 

Herlev 

Ballerup 

Charlottenlund 

Østerbro 

Østerbro 

Østerbro 

Frederiksberg 

Brønshøj 

Glostrup 

Esbjerg 

Vanløse 

Valby 

Tåstrup 

Missionskont. 

Roskilde 

Næstved 



Randall Christensen 


Sønderborg 


Amager 


Arly Pedersen 


Holte 


Kastrup 


Blaine Larsen 


Esbjerg 


Valby 


Randall Knudsen 


Missionskont. 


Bornholm 


Earl Ohlson 


Skive 


Odense 


Don Nelson 


Valby 


Kolding 


Calvin Freeman 


Åbyhøj 


Odense 


John DeHart 


Odense 


Svendborg 


Richard Spencer 


Vanløse 


Vejle 


Terry Williams 


Østerbro 


Herning 


Dale Hansen 


Østerbro 


Kolding 


Daryl Sondrup 


Charlottenlund 


Esbjerg 


Curtis Duncan 


Herlev 


Esbjerg 


Joseph Roberts 


Aalborg 


Sønderborg 


Woodrow Rasmussen 


Esbjerg 


Aalborg 


Arne Skollingsberg 


Odense 


Aalborg 


Harold Shaw 


Søborg 


Randers 


Byron Halling 


Missionskont. 


Randers 


Lee Mortensen 


Glostrup 


Skive 


Michael Terry 


Svendborg 


Århus 


Colon Bywater 


Amager 


Åbyhøj 


James Adams 


Valby 


Frederikshavn 


Svend Erik Irvold 


Kolding 


Odense 


Maloy Hales 


Nakskov 


København 


Steven Fales 


Frederikshavn 


Nakskov 



263 



^iuék at melde flytning i aod tid! 



KRONET MED HERLIGHED 

som har været udsolgt, at nu atter på lager. Da vi har måttet genoptrykke nogle af siderne til det nye 
oplag, har vi måttet forhøje prisen lidt. 

Prisen er nu kr. 17.00 

og bogen kan bestilles ved indsendelse af beløbet på postgirokonto 333.38, CHURCH OF JESUS 
CHRIST OF LATTER-DAY SAINTS, Dalgas Boulevard 164, København F. 



Husk på talonen at anføre, hvad der ønskes! 



SLÆGTSFORSKNING 

arkiv- og biblioteksundersøgelser 

foretages af 

Finn Andersen 

genealog 

Grysgårdsvej 2, Kbh. NV. 

Tlf. FAsan 6431 

Træffes bedst kl. 8,30—10. 



Gælder det forsikring så 




Dæk Dem i 

DF GjENSIDIGE FORSIKRINGSSELSKABER 

DANMARK 



gennem Al'IM* lt ,1't Z 

Østerbrogade 41, København 0. 
Telf. TRia 6040 



^Wtr^IMT 



H. P. BALTZER 

Begravelsesforretning 

(Vanløse Ligkistemagasin) 

Begravelser ordnes overalt - egen rustvogn 

Jyllingevej 8 - København - (01)7175 01 




Billetter til originalpriser: TOG, FLY, SKIB, hotel- 
reservationer, forsikringer, valuta m. m. Individuelle 
rejser, selskabsrejser. 

Jl®GENSENS 

JERNBANEGADE 7 - KØBENHAVN V 
TLF. (01) 15 95 80 

Ryesgade 20 - Århus C. - Tlf. (061) 2 99 66 



to- 
rn